31-05-2018
Historien om frøen Albert
Oppe ved huset på Lerager hos Lisbet var haven stor og vild
Ja, ikke vild på den måde ,for den hverken snerrede eller bed af dig, når du gik i den ,men vild på den gode måde
Overalt skød blomsterne op ,altså ikke i pæne bede og rækker, nej ,de skød bare op, næsten lige hvor det passede dem
Midt på den lille bitte græsplæne stod f eks en sort plastikbalje
Fra den sendte ca 20 solsikker deres stilke ca 2 meter op i luften
Lidt længere henne i udkanten af de gule Gyldenris stod den gamle røde legevogn
I den voksede en stor græskarplante ,som sendte lange ranker med store blade og kæmpestore blomster ud i plænen
Sommerfuglebusken blomstrer vildt og lilla'et højt oppe over den gule Perikon og roserne stod side om side med de små piletræer med de lyse spidser ,som lyste når solen skinnede på dem
Jo, haven blomstrede
De store gule Tusindstråler bredte deres enorme grønne blade ud over jordbunden, som derfor aldrig så solens lys
Netop dernede boede frøen Albert
Han brød sig ikke om varme og sol og han elskede det grønne ,dæmpede lys i bladskoven
Der var netop så fugtigt, som han allerhelst ville have det .
Albert havde det lige præcis så mørkt og vådt, som han kunne ønske sig ,for han var jo en frø
En ganske almindelig frø af den slags , som om foråret lægger æg i søerne og som hopper omkring, hvor der er mørkt og vådt
Ja.,netop sådan en ganske almindelig frø var Albert,
han havde jo ikke altid boet i Lisbets have ,
som lille var han født som æg i en lille sø sammen med millioner af andre små frøæg
Det var en forårsdag sidste år
Efter nogle dage med forårssol var de små æg så blevet til haletudser og efterhånden i løbet af sommeren var haletudserne ,så blevet til bittesmå frøer
Rigtig bittesmå
Albert var ikke større end din tommelfingernegl
De små frøer lignede mest af alt små fluer, når de hoppede rundt i det høje græs
Så en rigtig dejlig sommerdag kom en lille dreng og hans far ud på marken
De skulle samle mælkebøtteblade til deres kaniner hjemme i farmors have.
De havde en masse plastikposer med og de plukkede løs af de store grønne saftige mælkebøtteblade
Men Albert og hans lillebror havde netop sat sig på et af de store grønne blade
Den lille dreng så slet ikke Albert , fordi han var så lille
Han plukkede bare løs, mens han snakkede med sin far
Og derfor svævede Albert pludselig højt oppe over græsset
Sæt mig ned ,kvækkede han forskrækket, men der var jo ingen ,der hørte hans lillebitte stemme
Derfor blev han proppet ned i en plastikpose sammen med en masse våde mælkebøtteblade
Det var en dag som Albert ikke så gerne huskede tilbage på
Posen blev lukket sammen over hovedet på han og snart efter gik det afsted i bil
Albert troede, at nu skulle han dø
Bilen raslede hen ad en grusvej
Posen med mælkebøttebladene klemte fast omkring ham
Albert lukkede forskrækket de små øjne fast i
Så stoppede bilen pludseligt og poserne blev taget ud og åbnet og et kort øjeblik senere befandt Albert sig i et kaninbur ved siden af en stor kanin, som gumlede løs af mælkebøttebladene
Du kan tro nej, mumlede Albert og så hoppede han ud af buret og ned på græsplænen
Her i græsset var der lige så klamt og rart som der, hvor han kom fra
Så Albert følte sig hurtigt godt tilpas i det nye omgivelser
Så, da han var kommet sig over forskrækkelsen , besluttede han sig for at blive ,hvor han nu var
Han fandt et godt sted i halvmørket under den gule tusindstråle og han fik snart nye venner
Albert var jo en rigtig pæn lille frø og mange af de små frødamer i haven lagde vejen forbi Tusindstråleskoven for bare at få et glimt af ham.
men Albert var slet ikke til piger
Endnu da
Han var så tilfreds i sit nye hjem og han glædede sig over de mange fluer, som sværmede i haven.
De kunne godt lide stedet ,fordi kaninerne var her
Den varme kaningødning var et godt sted at lade fluelarverne klække og de voksede sig hurtigt store og tykke og så blev de til flere fluer
Mange af dem endte i naven på Albert og de andre frøer ,så det var også et godt sted at være for en lille frø
Albert hyggede sig rigtigt
Kun en enkelt ting bekymrede ham
hopperiet
Albert var ikke god til at springe
Men oppe ved huset boede mærkelige dyr med pels på og de hoppede kæmpehøjt
Albert havde kikket på dem dag for dag
de hoppede og de hoppede, selv de små af slagsen kunne springe højere og længere end Albert
Hvad er det dog for nogle, mumlede han og så gav han et forsigtigt hop til siden
frøer med pels på
Det havde han da aldrig set før
Hop ,hop
De små pelsdyr hoppede og hoppede helt uden besvær
Albert måbede
Selv når han gjorde sig virkelig umage, så kunne han ikke hoppe halvt så højt som dem
De hedder altså kaniner ,var der pludselig nogen, der sagde bag Albert og han snurrede forskrækket rundt
Lige bag ham sad en af de store røde skovsnegle
dens lange følehorn bevægede sig frem og tilbage, mens den talte
Kaniner ,sagde jeg, kaniner
Lisbet har masser af dem
hun fodrer og leger og kæler med dem
Jamen de hopper jo, sagde Albert forbløffet
meget bedre end mig
Det hedder jeg, rettede skovsneglen
Hvad ,gispede Albert
kan du også hoppe, det vidste jeg ikke
hvordan gør du det?
Nej nej
Skovsneglen så helt forskrækket ud, jeg hopper ikke ,jeg kravler og endda ganske langsomt, tilføjede den helt trist
Alting går så langsomt ,så langsomt
med mig går alting ganske langsomt
Jamen, du sagde jeg
blev Albert stædigt ved
Jeg sagde: de hopper bedre end mig og så sagde du end jeg ????
Jamen, det hedder det, forklarede den røde skovsnegl
Du sagde end mig og det hedder, end jeg
Jamen,
Nu opgav Albert at tale med skovsneglen
det blev alt for indviklet
Han vendte ryggen til den og skovsneglen sukkede,
Jamen ,så glider jeg ,sagde den langsomt og tak for samtalen
Så gled den videre og efterlod et langt slimspor, der hvor den havde gledet
Albert kikkede efter sneglen og rystede på hovedet,
det var da godt, at han ikke var en snegl
Tænk
bare at glide langsomt omkring og lave slimspor
Heldigvis
Han var en frø og frøer laver ikke slimspor og de glider heller ikke
De hopper , altså de fleste af dem gør!
så hvad nu ?
Nu kom en masse af de der små kaniner hoppende oppe på Lisbets terrasse
De snakkede ikke ,men de vrikkede så sjovt med næsen ,lige som om de snakkede med hinanden med næserne
De havde fire små ben ,som de gik/løb med og ind imellem så gik det virkelig hurtigt
Albert lagde hovedet på siden
hvordan gjorde de dog?
Det var ligesom om de havde raketter på
Vupti og så for de omkring imellem hinanden - og benene ???
Det var lige som om de brugte benene to af gangen.
Se nu der,' hop, hop, sagde det
En lille kanin hoppede højt op i luften og så fo'r den omkring mellem de andre
Det så ud til at være sjovt ,det der
Albert kravlede forsigtigt nærmere
Nårh, sådan
Først de bagerste ben og så lidt dem ,der var forrest
Albert forsøgte, men han faldt bums på
maven
Klask ,klask ,sagde det og kaninerne holdt op med at lege og de stimlede sammen henne ved lågen ned til haven
De små næser vrikkede og de små ører vendte og drejede sig
Albert valgte først at lade som om han ikke så dem,
det var da alt for pinligt at ligge der ,fladt på maven og det havde sagt klask
Han havde vist også tisset en lille bitte tår , da han var klasket ned
Uf ,hvor var det pinligt altså
De små kaniner undrede sig
Hvad var det dog for en ,den der, der lige havde sagt klask
Kan du slet ikke springe ,spurgte de små kaniner, hvor er det synd for dig ,altså
Hvem mig ?sagde Albert
Han rejste sig op og forsøgte at se ud som om der ikke var sket spor
Jeg kan da sagtens springe, jeg har bare ikke rigtig lyst til det lige nu
Kaninbørnene skubbede til hinanden
Nå ,sagde den største af dem
Så spring og vis os, at du kan
næh, sagde Albert, jeg gider ikke og så kravlede han forsigtigt væk fra terrassen
Albert skammede sig, han gemte sig under bladene i tusindstråleskoven
Hvor var det flovt
tænk ,at de små kaniner havde set ham ligge der, sådan plask
og han havde også tisset en pyt
uha ,det ville vare længe for ham at glemme denne dag
Hvordan gik det så, spurgte skovsneglen, der kom glidende langsomt forbi
fik du så lært at hoppe ?
Albert rystede på hovedet og så den anden vej
det var alt for slemt at tale om lige nu
Gik det?
blev skovsneglen ved, mens den gled videre
Albert rystede bedrøvet på hovedet
næh ,sagde han jeg faldt og jeg tissede også mig selv på maven
tissede du ,sagde sneglen forbavset
hvorfor gjorde du det?
sådan gør man da ikke, når man skal lære at hoppe
det ved jeg da godt, mumlede Albert, men det kom jeg til
Hm
sneglen trak følehornene frem og tilbage, så sagde den,
du skulle ikke have tisset ,det er da flovt
det ved jeg virkelig godt ,vrissede Albert
jeg gider ikke snakke mere om det, ikke lige nu
nå ,er du sur, sagde skovsneglen, jamen så glider jeg bare igen
farvel
så gled den videre og Albert så med væmmelse på det brede slimspor ,den efterlod
den var altså ulækker, den snegl, det var altså væmmeligt at se på
slasket og slimet var det
slimsporene fandtes overalt i Tusindstråleskoven
der var mange snegle i Lisbets have
når haven var frodig og grøn og fugtig, så tiltrak den snegle
Lisbet samlede sneglene sammen morgen og aften, det havde Albert selv set ,men der var alligevel mange ,som ikke blev fanget .
Netop nu samlede de sidste snegle sig i Tusindstråleskoven om et æble, som et barn havde smidt derind
Der var rigtig mange røde snegle samlet om æblet og snart ville det være helt spist
På en måde var sneglene Tusindstråleskovens skraldemænd
de ryddede op i alt ,som blev efterladt af børnene, som kom her og de ryddede op i alle de grøntsager ,som Lisbet tabte, når hun fodrede kaninerne
Hun tabte somme tider en tomat eller et salathoved eller to og så kom der straks en snegl eller to glidende for at rydde op
På den måde var sneglene udmærkede ,men de var alligevel ulækre .
Albert trask vejret dybt og sukkede
nu skulle det der hopperi læres ,det var vigtigt for ham .
hvis han nu blev nede i Tusindstråleskoven og øvede sig, så gjorde det jo ikke så meget, hvis han faldt igen.
Albert så sig forsigtigt omkring
Der var ingen snegl eller frø i sigte
nu skulle det være
Albert tog tilløb
et vældigt langt et og satte så af
hoooooop, plaaaaaask ,sagde det og der lå han så igen
bums
næ ,altså om igen
nyt tilløb og afsæt med begge fødder, hov, han gjorde det.
Han hoppede, han fløj nærmest igennem luften og så landede han -lige i sneglens slimspor
plask igen
nu blev Albert vred på sig selv
Han kunne hoppe, ja, han fløj nærmest og så lige ned i sneglens slimspor
han følte forsigtigt efter på sin mave
øv øv, slim og atter slim
altså
jeg går et andet sted hen ,besluttede Albert, jeg kravler op på terrassen til kaninerne
De laver da ikke slimspor ,som man kan glide i.
kaninerne var der selvfølgelig ,men det var da bedre end snegle-slim-spor
Der var ikke langt op til terrassen
Set med menneske øjne var der måske bare to skridt , men for en lillebitte frø var vejen bare enorm lang
Albert syntes ,at han kravlede og kravlede i en hel time, men nu var han der endelig.
Petter Bagbo havde bygget en ny trappe til Lisbet i går.
Den var lang og flad, sådan som Lisbet ville have den og den var nem for Albert at kravle op ad
nu var han oppe og kunne se ind gennem lågens tremmer ,ind til de små kaniner ,som legede med hinanden derinde..
De hoppede og sprang og det så rigtig nemt ud
Albert sukkede
nemt
hvordan havde de lært det?
En lille lysebrun kanin med masser af pels, stak pludselig hovedet helt hen til lågen.
Davs ,sagde den, hvad er du for en?
er du farlig?
kan du spises?
vil du lege ?
Albert rystede på hovedet
jeg kan ikke spises, sagde han surt, jeg er en frø
han kikkede på kaninen
kan du lære mig at hoppe ?
det ved jeg da ikke, sagde den lille lysebrune kanin, for jeg gør det bare
se lige her, sagde den, og så gjorde den et vældigt hop lige op i luften og landede på alle fire ben lige ved Albert, sådan gør jeg bare, sagde den tilfreds
sådan
det er da nemt nok
kom du bare herind og prøv sammen med mig
Albert kravlede forsigtigt ind gennem tremmerne på lågen og stod nu inde på terrassen mellem de hoppende kaninbørn
jeg hedder Ninus, sagde hans lysebrune kaninven og jeg er en pige ,hvad hedder du?
Albert ,sagde Albert nervøst
hør lige her, jeg er faktisk bange for at dine venner tramper på mig ,når de hopper sådan ,der er så mange af dem
de gør de da ikke, sagde Ninus, de er da ligeglade med dig
de leger bare
pas dog lige på ,skreg Albert
en lille hvid kanin kom farende lige imod ham og Albert gjorde et vældigt hop til siden ,for ikke at blive trådt ned
pas dog på ,dit store pelsdyr,
den hvide kanin vendte sig forbavset og kom tilbage
hvem i alverden er du? sagde den forbavset
er du en kanin?
og hvorfor har du ingen pels?
jeg er en frø, råbte Albert fornærmet ,jeg er en frø og du er en stor dum bunke pels ,som ikke kan se sig for
hov hov, små slag ,sagde kaninen og kom nærmere, hvor kommer du fra ?
det var lige som om den slet ikke havde hørt, hvad Albert råbte til den
hvem er du sammen med og hvor kommer du fra?
jeg er sammen med Ninus, mumlede Albert surt og jeg kommer fra Tusindstråleskoven og jeg er en frø og jeg vil gerne lære at hoppe, for det skal frøer kunne og jeg kan ikke finde ud af det .
han standsede op helt forpustet over den lange remse
hoppe, den hvide kanin så forbavset på ham
jamen ,det gjorde du da lige før, da jeg kom
det var et vældig hop ,for resten ,tilføjede han
hoppede, hoppede jeg, gjorde jeg ,stammede Albert
alle de små kaniner havde nu samlet sig rundt omkring ham og de nikkede ivrigt allesammen
det er altså rigtigt ,sagde Ninus
du hoppede lige før, da snebold kom hoppende imod dig
jeg tror, at du blev bange for ham og så gav du et mægtigt hop ,meget højere end det vi kan , prøv lige igen.
jeg kan altså ikke hoppe ,sagde Albert
mens han så sig om i kredsen
den hvide kanin ,som hed snebold ,mimrede så hans lille snude vippede fra side til side
du gjorde det altså lige før, men måske jeg skal sige bøh til dig ,for at få dig til at gøre det igen
den hoppede pludselig et lille sidelæns rejehop og landede lige ved siden af Albert
lad være ,sagde Albert fornærmet
jeg er ikke bange for dig
nå ikke ,sagde snebold ,jamen så hop dog
Albert strakte sine lange bagben helt ud for at gøre dem parat til hoppet
kaninerne gispede og Snebold sagde imponeret
det var ellers nogle flotte bagben
prøv dem så
ja ,ja, mumlede Albert
han var rigtig tilfreds med at kaninerne beundrede hans bagben, men han tvivlede stadig på ,at de kunne bruges.
så foldede han dem sammen og stødte dem imod gulvet.
så nu skulle det være.
og så
han hoppede, ja, han fløj næsten gennem luften, langt hen over hovedet på de små kaniner ,fløj han .
han landede faktisk helt henne i den anden ende af terrassen og på benene ,ikke på maven
Albert var helt svimmel af lykke
han kunne jo hoppe og bedre end kaninerne
han kunne .
han vendte om og hoppede tilbage , men han var nok blevet for ivrig ,for hans spring tog en forkert retning og han landede på ryggen af Ninus , som forskrækket spjættede ud,
så blev Albert puffet væk og han endte på ryggen midt på terrassen og sandelig om han ikke også tissede en lille tår
øv
Albert rejste sig og rystede sig så savsmuldet og kaninprutter fløj til alle sider
Undskyld, mumlede han bedrøvet
jeg sigtede bare forkert
ja, det må du nok sige, at du gjorde ,sagde snebold, men du skal nok bare øve dig noget mere
for det er altså nogle flotte hop ,du laver
jeg har aldrig set noget lignende
du er så lille og du hopper meget højere end os
er det rigtigt ,sagde Albert ,,,,
han var både stolt og smigret
ja, jeg skal nok bare øve mig
snebold nikkede
nemlig, sagde han, det skal du bare
du skulle tage og blive heroppe og lege med os
jo tak ,sagde Albert mens han skævede ned fra terrassen til tusindstråleskoven, men jeg skal vist hjem
jeg har en vigtig aftale dernede
kaninerne virrede med deres store hoveder
en vigtig aftale
hvad er det for noget?
det er
Albert tænkte sig om et øjeblik, så sagde han ,det er, når der er en, som man skal møde
Nå, sådan, kaninerne mimrede glade med deres små snuder 'lige som, når Lisbet kommer med mad til os
det er vigtigt.
Albert standsede midt i forspringet til et kæmpehop
han troede altså ikke ,at han havde hørt rigtigt
var der nogen ,der kom med maden til kaninerne
hvem var det ,der gjorde den slags
en stor kanin måske ?
Men nu rumsterede det henne ved døren til terrassen og ud kom et kæmpe menneske
Albert flygtede forskrækket hen i det fjerneste hjørne af terrassen
det var godt, at han havde lært at hoppe
for det fik han brug for nu
hop hop, og så var han der
men de små kaniner var vist slet ikke bange for det store menneske
de hoppede rundt omkring hende
og hvad var det?
hun delte mad ud til dem
Albert var forbavset
han havde ellers hørt, lige fra han var lille haletudse ,at mennesker skulle man holde sig fra
mennesket her virkede slet ikke spor farligt
hun delte mad ud til kaninerne og hun kælede dem endda
ja, nogle af dem samle,de hun ligefrem op og kælede dem
og de så ud som om, de godt kunne lide det
Alfred undrede sig over det, han så, men han var nu ikke modig nok til selv at prøve
lige der hvor han sad i sin krog af terrassen , var der et lillebitte hul i hegnet
lige netop stort nok til at en lille frø kunne komme igennem
Albert pressede sig forsigtigt igennem hullet og et øjeblik efter stod han i tusindstråleskoven
Ah, hjemme igen
de store blade nåede op over hovedet på Albert og slimsporene fra de røde snegle krydsede hinanden og viste i alle retninger
her var køligt og fugtigt lige som en lille frø som Albert kunne lide det
og nu kunne han hoppe
Albert satte i et kæmpehop
hov
hoppet var så højt, at hans lille krop blev løftet højt op over de grønne blade i tusindstråleskoven
og så dumpede han ned et helt fremmed sted
Albert hoppede og hoppede
dette her var livet
hver gang han landede ,var han et nyt og spændende sted
ikke noget med at lande på maven i sneglens slimspor mere
næh nej.
han landede hver gang sikkert på sine lange bagben
Albert strakte dem og så beundrende på dem
flotte ben ,han havde
og lange
hvor var han glad og tilfreds
nu ville pigefrøerne nok gerne være sammen med ham
flotte fyr ,mumlede tilfreds og satte af i endnu et
kæmpehop
men denne gang blev hoppet for langt
og Albert landede udenfor tusindstråleskovens område
I bunden af Lisbets have stod grundvandet i denne våde sommer meget højt
Albert landede ikke lige så flot og lækkert ,som han havde gjort de andre gange ,for han landede med et vældigt pjask i det koldeste vand
øv ,det så ikke særlig elegant ud, men egentlig da han havde vænnet sig til det kolde vand, så var det egentlig temmelig fedt at flyde rundt i det
Albert prøvede forsigtigt at sparke med de lange bagben og nu opdagede han til sin forbløffelse, at dette her kunne han også.
han kunne svømme
han kunne vist alting i dag
Albert var meget tilfreds med sig selv
han opdagede hele tiden noget nyt, som han kunne
han kunne både hoppe og svømme i dag
to ting på samme dag
Albert svømmede tilfreds rundt i det is-kolde vand
han frøs slet ikke, men han blev langsommere og langsommere i sine bevægelser
nu er det sådan ,at frøer ikke har varme i deres krop ligesom du har
de har nærmest den temperatur som vejret eller vandet har
og da Albert havde svømmet længe i det kolde vand ,så kom han jo slet ikke til at fryse, men han blev jo koldere og koldere i sin krop
og langsommere blev han også
til sidst gik han helt i stå
han sov vist med åbne øjne
hans lange svømmeben var strakt ud til siden, men Albert sov .
det var ikke så godt
nu lå han der lige midt i vandet og oppe i luften svævede en stor fiskehejre rundt og rundt
den boede i søerne ikke langt fra Lisbets have og nu var den på udkik efter frokostmad
og så fik den øje på Albert ,som jo bare flød rundt omkring
lidt forbavset blev den jo nok, for den plejede ikke at finde frøer i Lisbets have i vandpytterne
frøerne gemte sig jo altid i tusindstråleskoven ,når den kom forbi.
men denne her frø den lå nærmest frit fremme lige parat til at spise til frokost for en sulten fiskehejre
fiskehejren dykkede forsigtigt ned for at se nærmere på sagen
jo, ganske rigtigt
det var en frø ,som lå lige der midt i vandpytten
den rørte ganske lidt på det ene bagben ellers var der ikke meget liv i den
mon den var syg?
fiskehejren brød sig ikke om at få ondt i maven af at spise en syg frø ,så den landede i tusindstråleskoven og spadserede derfra på sine lange ben nærmere og nærmere til vandpytten, hvor Albert lå og sov.
De små kaniner på terrassen havde jo bemærket den store fiskehejre, da den kom flyvende og landede i Lisbets have og nu stimlede de forskrækket sammen ved lågen og kikkede ned i haven
den er ude efter Albert, gispede en sort kanin
den vil spise ham
åh nej, jamrede snebold
Den væmmelige fyr
vi må da gøre noget
hvad vil du gøre, spurgte den sorte kanin
vi er lukket inde heroppe
vi kan ikke hjælpe Albert
jo ,vi kan ,sagde snebold og hun bed i snoren ,som holdt lågen lukket.
kom her og bid snoren over, vi må ned i haven og hjælpe Albert
jamen ,vi må da ikke gå derned alene, sagde en lillebitte lysebrun kanin.
Lisbet har jo sat snoren på, fordi vi ikke må løbe rundt i haven alene
vrøvl ,sagde den sorte kanin
kom nu bare her og brug dine tænder
vi skal hjælpe Albert
hvis du er bange for at gå derned ,så kan du jo bare blive her men hjælp os nu med snoren
fiskehejren var nu frygtelig nær ved Albert og kaninerne gnavede og gnavede, det bedste de kunne med deres skarpe fortænder
kom så, kom nu, mumlede snebold med munden fuld af snor
kom nu
endelig var snoren gnavet over og lågen gik op
det var da også i allersidste øjeblik ,for fiskehejren stod allerede med benene i vand og næbbet åbent parat til at snuppe Albert og sluge ham i en mundfuld
men nu kom alle de små kaniner stormende
væk, væk med dig, råbte de ,væk med dig fra vores ven
snebold stampede i vandpytten, så vandet sprøjtede til alle sider
fiskehejren blev forskrækket
over at møde så mange kaniner på en gang
den spredte de store vinger ud og flygtede og snart var den bare en lille prik mod den skyede himmel
hurra, råbte snebold, det lykkedes
den sorte kanin fiskede den sovende Albert op af vandet og så bekymret på ham
jamen, hvad er der egentlig i vejen med ham
hvorfor springer han ikke sin vej, når fiskehejren kommer
er han død eller hvad
snebold puffede til Albert
uh ,hvor er han kold, sagde hun
vi flytter ham, lige ud i solen
kom her
alle de små kaniner masede med Albert, som bare lå der helt våd og slatten
men det er svært at flytte en våd og slatten frø, som hele tiden glider væk
så læg jer rundt om ham, kommanderede den sorte kanin,
vores pels og vores varme skal hjælpe ham
alle de små kaniner klumpede sig nu sammen omkring den kolde albert og kort tid efter begyndte varmen at vende tilbage i hans lille krop og han rørte på sig
pas på ,råbte en lille grå kanin
pas på
han sparker
og sandelig om ikke Alberts ene ben helt af sig selv begyndte at sparke
spark ,spark ,sagde det
hvorfor gør han det ,sagde snebold
er han død med et ben der sparker eller hvad
han er levende ,sagde den sorte, han fryser bare
kom nu og varm ham mere
kaninerne klumpede sig sammen rundt om og ovenpå Albert
og så lå de bare helt stille der i solen
og varmen vendte ganske rigtigt tilbage i albert
han sparkede med benene og prustede´
I maser mig jo
flyt jer dog
jamen, vi varmer dig, sagde snebold ,vi varmer dig bare
er du ikke død mere?
hvaffor noget sludder, prustede Albert
jeg er ikke spor død
så flyt jer dog
kaninerne flyttede sig en smule, så de kunne se Albert
går det bedre nu, spurgte den sorte
hvad skete der dog ,du var lige ved at blive spist af fiskehejren.
hvad for en hejre, vrissede Albert, kan I ikke bare lade mig være i fred
der var nu en fiskehejre ,sagde snebold bestemt ,den var lige ved at spise dig og du lå bare i vandet og var helt død og så bed vi snoren over og løb ned og gjorde den bange og så fløj den sin vej og så tog vi dig op af vandet og varmede dig levende igen
Albert så forskrækket rundt i kredsen af de små kaniner
deres små snuder vrikkede fra side til side og de så glade ud
har du det så bedre nu ,spurgte den lille grå
vi troede næsten ,at du var død ,fordi du lå helt stille ude i vandet
vandet
Albert rynkede panden
jeg kan slet ikke huske det ,jo vent nu lidt, jeg hoppede og så faldt jeg i vandet og så kan jeg ikke huske mere
jamen ,så har I jo reddet mit liv
den sorte kanin hostede genert
ja ,det har vi vist, sagde den, men nu er det jo overstået og så må vi hellere skynde os op på terrassen inden at Lisbet opdager ,at vi har været i haven alene
tak skal I have ,råbte Albert efter dem , men de små kaniner hørte det vist slet ikke, for Lisbet stod på terrassen med en stor madskål og hun så forskrækket ned i haven ,hvorfra kaninerne kom løbende
hvad laver I dog dernede ,sagde hun
det er farligt at løbe rundt dernede ,der kunne jo komme en stor hund eller kat og bide jer
hvordan er det dog gået til ,at I er kommet derned
nu fik hun øje på snoren ,som kaninerne havde bidt i stykker.
den hang stadig på lågen og dinglede i blæsten
nå sådan, sagde hun ,små kaniner har skarpe tænder
det må jeg sige .
så kommer der en jernkæde på ,den kan. I ikke bide over, kan I så komme og få mad
uhm, mad
de små kaniner myldrede op til Lisbet og snart var de allesammen samler rundt om madskålen
det vil sige -----der manglede nu en
den lille grå var blevet nede i haven sammen med Albert
og Lisbet opdagede det ikke en gang
de små kaniner var jo mange ( mindst 10) og lige nu stod de tæt omkring madskålen og guffede brød i sig
det var først ,da alle var blevet mætte ,at snebold pludselig sagde:
åh nej
hvor er lille grå
er han stadig nede hos Albert
og ganske rigtigt
lille grå var stadig nede i haven,men han var ikke sammen med Albert---
for han var nemlig gået forkert og var faret vild inde i tusindstråleskoven
lige nu sad han bare ganske stille og peb
hjælp mig, hjælp mig, jeg kan ikke finde hjem
hjælp ,hjælp,
hvad hyler du dog sådan for, sagde en stor rotte, som netop kom forbi
den forsøgte at være venlig ,så den smilede , men så kom netop dens store gule tænder frem og lille grå blev for alvor bange
hjælp ,skreg han, hjælp, der er et fremmed dyr med store tænder
hjælp ,hjælp,
tag det lige roligt, sagde rotten surt, jeg gør dig jo ikke noget ---- ikke endnu ,tilføjede den og så smilede den lumsk
og hvad laver sådan en lille en som dig hernede i tusindstråleskoven ,helt alene
lille grå var så bange, at han rystede over hele sin lille krop
hans små poter flyttede sig helt af sig selv op til dens lille runde snude, hvor de kløede ham på næsen
sådan gør kaniner nemlig, når de bliver bange
rotten kom nærmere og nærmere ,den havde nogle grimme sorte hår ,der strittede ud i luften fra den sorte snude og en lang væmmelig hale, som den viftede ophidset med
lille ven ,sagde den tilfreds ,jeg tror lige, at jeg tager og æder dig .
hvad vil du sige til det
lille grå hakkede tænder ,så bange var han, at han næsten ikke kunne trække vejret .
lad være med det, stammede han
åh ,lad mig være
jeg har ikke gjort dig noget
næh, grinede rotten ,det har du ikke, men nu gør jeg dig noget .
for nu æder jeg dig
lille grå holdt de små poter op foran øjnene og forsøgte at tænke på sin mor og den varme pelsforede rede, han havde ligget i, da han var lille .
så lød der et vældigt klask og lille grå fik et puf, så han trillede omkuld.
klask ,klask ,lød det og så var rotten væk
tilbage sad en lille grå kanin med poterne foran øjnene og en meget tilfreds Albert frø
sådan ,sagde han
det var det, men hvordan gjorde du det, spurgte lille grå
rotten ville jo æde mig
ja, det vil den altså ikke mere ,sagde Albert tilfreds
nu skal vi bare have dig bragt hjem ,så er alting lige som det skal være.
kom så ,det er lige deroppe
de to venner kravlede længe i tavshed, så sagde lille grå,
hvorfor blev den der rotte så bange for dig
du er da ikke særlig stor
næh ,sagde Albert tilfreds ,men jeg er mægtig klog
jeg sagde bare til den ,hvis du rører min ven ,så kysser jeg dig og så bliver du til en frø
så løb han sin vej
rotter mener nu engang ,at det bedste man kan være, det er en rotte .
jeg mener nu noget helt andet
jamen, er det rigtigt, bliver man virkelig til en frø ,hvis du kysser.
næh ,sagde Albert fornøjet, det passer ikke ,men der er nogen der siger ,at hvis man kysser en frø ,så bliver man til en prins.
det vil jeg da gerne være ,sagde lille grå begejstret og så spidsede han mulen for at Albert skulle kysse ham
hold dog op, sagde Alfred, jeg er en ganske almindelig frø
jeg kan ikke kysse dig til en prins ,det er bare noget man siger ,men jeg følger dig hjem.
kom så
der fra hvor de sad midt i tusindstråleskoven kunne Albert ikke se andet end de store grønne blade ,men han havde jo besøgt kaninerne på terrassen før ,så han havde en fornemmelse af ,at hvis han fulgte den store snegls slimspor, så ville de ende oppe ved lågen
kom så ,det er denne vej ,sagde han og lille grå fulgte med,
men Albert troede bare forkert
der var jo mere end en snegl i tusindstråleskoven og der var mange slimspor
sporet som de to venner lige nu fulgte, førte dem i en helt anden retning.
nemlig i retning af hønsegården
der var altid noget at æde for en sulten snegl.
Korn, gammel salat og æbleskrog
sneglene elskede æbleskrog, så derfor var der mange slimspor, der førte til hønsegården, men der var ingen, der førte derfra .
for i hønsegården sammen med hønsene boede to store blåsorte moskusænder og de elskede at spise slimede snegle til morgenmad ,så hver gang en sulten snegl gled ind i hønsegården for at få sig en bid af et gammelt æble eller lidt af et salatblad ,så smask endte de i maven på ænderne ,som elskede den slimede fornemmelse af en rød snegl ,der gled ned gennem halsen på den .
og det var til hønsegården de to venner nu gik
Albert troede ,at han gik i den rigtige retning og lille grå--ja han fulgte bare med, han var jo kun en baby endnu og han var forresten heller ikke særlig klog
han fulgte bare med ,mens han sang en lille sang for sig selv og han smagte på lidt af det grønne, de kom forbi
pludselig stoppede slimsporet og Albert bumpede lige ind i nettet ,der var rundt om hønsegården
hvad er nu det, mumlede han forbavset
det er jo ikke kaniner, det er høns
hvor kommer de fra ,de var der da ikke før
grå gumlede på et gammelt æbleskrog
han tænkte på ingenting og så hoppede han ind gennem et lille hul i nettet og ind til hønsene
hvad er det dog ,du gør, hvinede Albert forskrækket
kom ud igen og det skal være hurtigt
dette her er høns ,kom dog ud, de hakker dig ihjel
lille grå hørte slet ikke efter
han hoppede ubekymret rundt mellem hønsene og spiste af deres mad
hønsene gokkede fornærmet til alle sider og den store sorte høne med de røde prikkede fjer nærmede sig forsigtigt med hovedet på siden
gok ,sagde den uvenligt
hvem er du og hvor kommer du fra
jeg er en kaninunge og jeg hedder lille grå ,sagde kaninungen lige så høfligt
jeg er sammen med Albert frø ,han sidder derude ,sagde han og pegede, men vi er vist gået den forkerte vej, for Albert ville vise mig vejen op til de andre kaniner på terrassen.
Gok, sagde den sorte høne med de røde prikker
så rystede den sig, så en af de sorte fjer faldt ned på ryggen af lille grå
tak ,sagde lille grå glad, nu kan jeg lege, at jeg er et hønsebarn
skal jeg så sige gok?
den store sorte høne lagde hovedet på den anden side og gloede vredt på lille grå
hvorfor siger du det, sagde den så
hvorfor siger du ,at du er et hønsebarn
du er da en kanin, det sagde du selv lige før,
ja, ja ,sagde lille grå, men jeg fik jo en af dine fjer på ryggen og så leger jeg ,at jeg er et hønsebarn
nåhr ,sagde den sorte høne ,men den forstod stadig ingenting
jamen ,så siger vi, at du er ligesom mig, men hvor er ham du var sammen med
var det Anders han hed
nej ALBERT rettede lille grå, han hedder ALBERT og han er en frø.
det ved jeg ikke, hvad er, sagde den sorte høne
hvad er en frø
kan han spises
nej ,nej, sagde lille grå hurtigt
det kan han bestemt ikke, så får du ondt i maven
ja ,og i fjerene
hvis du spiser ham
Albert er min allerbedste ven
han er en frø og han kan ikke spises
nåh, sagde den sorte høne og så hakkede den rigtig væmmeligt efter lille grå
du må jo være dum, sagde lille grå ,lad dog være med det og så smuttede han ud gennem hullet i hegnet
jeg skal ikke spises eller hakkes og det skal Albert heller ikke
den store sorte høne løb frem og tilbage bag hegnet og prøvede at finde hullet ,som lille grå var smuttet ud af, men enten var den for stor eller også var hullet for lille , for hun kunne ikke finde det.
hun skrabede rasende med fødderne med de skarpe kløer, men det hjalp jo ingenting, så gav hun op og lod som om hun havde glemt det hele
Albert og den lille grå sad tæt sammen og så på hønen inde bag hegnet
Øv, sagde Albert ,jeg vidste ikke, at høns kunne være så væmmelige
der skal vi ikke ind igen
det var nu altså kun mig, der var derinde ,sagde lille grå, men du har helt ret
der vil jeg ikke ind igen
nu listede de to venner afsted
hønen havde glemt dem, den spankulerede fredeligt omkring og hakkede lidt hø op fra jorden
men de to venner havde ikke glemt hønen
jeg er lige så jeg ryster, sagde Albert
tænk ,hvis den havde hakket dig
jamen, det gjorde den jo ikke, sagde lille grå, så glem det nu bare
nu er det jo overstået
se lige her ,hvad jeg har fået øje på
Albert så op og der lige for næsen af dem var den røde trappe der førte op til terrassen
de havde været så tæt på det rigtige sted uden at vide det
jeg smutter nu ,sagde lille grå
tak for hjælpen ,Albert
vi ses
Albert løftede det ene forben til hilsen og så efter grå der masede sig ind mellem tremmerne på lågen
der var et mylder af glade små kaniner ,
som hilste lille grå velkommen og han fik travlt med at fortælle hvad han havde oplevet
da han nåede til at fortælle om mødet med den store sorte høne blev der helt stille
nej ,at du turde være så fræk ,sagde snebold, den kunne jo have hakket øjnene ud på dig
ja ja, men det gjorde den jo ikke ,sagde lille grå ubekymret
for jeg løb min vej og Albert var der jo også
han så sig om efter Albert
men Albert var blevet i Tusindstråleskoven
Det havde været en dag ,hvor der var sket en masse ting og han havde ligesom brug for at tænke sig om
han var så træt ,så træt
Nu kravlede han sammen under et stort grønt blad og faldt i søvn
han drømte urolige drømme om kaniner, fiskehejrer og høns og ikke mindst lille grå
da han endelig vågnede ,var det ved at blive mørkt og Tusindstråleskoven myldrede af liv
Dræbersneglene gled stille rundt og spiste alt, hvad de fandt på deres vej
de efterlod deres brede slimspor , mens de ledte efter rådne plantedele og døde smådyr
de sorte skarnbasser løb hurtigt forbi på deres lange ben ,
de ledte efter et godt sted at anbringe deres æg
og oppe i luften over Tusindstråleskoven svævede en kæmpesværm af mitter.
Bitte små hun-myg ,som bare ventede på, at der skulle komme et dyr eller et menneske forbi ,som de kunne suge blod af .
Lisbet tog hat på ,når hun gik i haven ,fordi- som hun sagde- jeg skal ikke være middagsmad for mitter.
De var så små ,at de kunne flyve ind i håret på hende og stikke hende i hovedbunden og det gjorde ondt.
Så Lisbet tog hat på
Lige nu var der ingen i nærheden, som mitterne kunne stikke, så de sværmede uroligt og søgende hen over Tusindstråleskoven
Væk, sagde Albert, væk
mit blod er koldt ,så mig skal I ikke stikke
mitternes sværm svævede nærmere til den nye kaninstald, men døren derind til var lukket ,så de kunne ikke komme ind.
De voksne kaniner som boede derinde nu ,anede jo ikke, at mitterne var lige udenfor døren.
Havde de vidst det, så havde de nok ikke taget det så roligt.
De gumlede bare hø og hyggede sig i deres lune bure
De havde boet udendørs hele sommeren og nu nød de at være i den nye kaninstald , hvor de ikke blev generet af regn og blæst
Lisbet sagde også ,at
det var nemmere for hende at fodre, fordi gangen var lige tilpas bred nok til hendes kørestol.
Lisbet skulle have et nyt knæ meget snart
og det gamle gjorde så ondt ,så ondt, derfor havde hun stole med hjul under alle vegne ,så hun kunne sidde ned.
I den nye kaninstald var der lagt gulv, så her kunne hun sagtens passe sine dyr uden at det gjorde alt for ondt.
Mens mitterne prøvede at komme ind i kaninstalden, havde musvitterne opdaget den store sværm.
Musvitten havde store unger et sted i haven og for hende var mitterne et stort spisekammer
Det var bare at åbne næbbet og flyve lige ind i sværmen, så fik man munden fuld af mad .
De var så små, at en enkelt ikke fyldte ret meget, men på den måde blev mitterne til store mundfulde og til dejlig mad
musvitten fløj og fløj.
På terrassen stimlede kaninerne sammen i halvmørket og kikkede derned.
hvad laver den fugl dog? sagde sorte
jeg tror ,at den fanger fluer, sagde snebold, små fluer, som vi ikke kan se heroppefra .
Nu kom Lisbet ud
hun havde hatten i hånden
av, sagde hun ,av, og så tog hun hatten på og hev den godt ned om ørerne
hvorfor siger hun av, spurgte snebold, hvad er det nu ,der gør ondt og hvorfor tager hun hatten på?
Nu havde mittesværmen flyttet sig så meget, at luften over kaninerne var helt prikket af de små dyr
kaninerne hoppede rundt for at slippe for de små stikkende myg , men der var hele tiden en mitte, der var parat
hop, hop ,det var meget ubehageligt.
Nu kom naboens store schæfferhund løbende forbi ude på gaden
Den gøede, fordi den kunne se, at kaninerne hoppede og den vidste jo ikke om de måtte det og det var jo dumt, for nu flyttede mittesværmen sig ned over hunden og dens ejer
av ,lød det dernede fra , av, av
ah, nu kunne kaninerne slappe lidt af og musvitten holdt en pause.
Den var også helt forpustet af alt det flyveri
schæfferhunden hoppede nu lige så fjollet rundt som kaninerne havde gjort lige før
Den smækkede rasende de store kæber sammen i luften efter de små stikkende dyr, men der var tusindevis af dem og det kunne selv en schæfferhund ikke klare.
Mitterne sværmede og stak
Hunden gøede og dens ejer, som hed Linda, råbte efter den, Vvil du så holde op med det spektakel ,råbte hun
hun havde endnu ikke opdaget ,at det var små myg som stak, og hun kunne ikke begribe ,hvorfor hunden pludselig opførte sig så fjollet
Simba ,hold så op.
Men Simba hoppede bare videre
de små mitter
borede sig ind i dens tykke pels og stak ham alle vegne.
nu satte Simba i løb væk fra mitterne
han løb ned ad vejen lige så hurtigt han kunne og Linda løb efter ham med hundesnoren i hånden
Simba Simba
råbte hun
kom så her
du må ikke løbe fra mig
nu kom Henrik ud fra sin have
han boede i det grå hus længere nede ad vejen
han så strengt på Linda ,som kom løbende og så sagde han:
ved du ikke ,at din hund skal have snor på her, når du går tur med den .
Linda svarede ikke
hun løb bare videre efter Simba og Henrik rystede på hovedet, mens han så efter hende
Der er altid noget i vejen med hende eller hunden ,sagde han til sig selv .
Nu havde mittesværmen flyttet sig så meget at de små myg kunne lugte Henriks varme blod
de sværmede omkring ham og stak ham alle vegne
nu fik han andet at tænke på end Linda og hendes hund, der ikke havde snor på.
han hoppede og sprang det bedste han kunne men mitterne stak ham nu alligevel
av ,av ,jamrede han .
han skyndte sig ind i sit hus og smækkede døren efter sig, men en del af mitterne fulgte med ind - så længe efter kunne man høre Henrik råbe av og klask,klask, klask, mens han forsøgte at ramme de små dyr med fluefangeren.
glemt var Linda og Simba,som nu kunne fortsætte deres tur, uden stikkende mitter
Simba kom pænt hen til Linda og nu fik han snoren på, så de kunne følges ad.
han fik faktisk en del skældud ,men han kunne jo ikke forklare ,hvorfor han var stukket af.
derfor hang han trist med halen og han så på Linda med sine store brune hundeøjne lige som om han ville sige:
jamen, jamen,
det var bare fordi Linda forstod ingenting
hun var vred på Simba og gal på Henrik
øv øv, det blev ikke den rare og hyggelige tur, som hun havde glædet sig til .
-----------------------------------------------
men nu var Albert vågen
lysvågen
og sulten
han havde sovet godt under bladene i Tusindstråleskoven og nu var han lige parat til narrestreger
han rakte og strakte sine lange ben og gabede, mens han tænkte på ,hvad han skulle finde på
mad, sagde han så for sig selv
mad, jeg er kanonsulten
han hoppede lidt rundt under bladene ,mens han overvejede ,hvad han ville spise
billerne kravlede så væmmeligt i munden ,det havde han ikke lyst til lige nu .
regnormene var fulde af jord og de smagte forresten også af jord.
fluerne var svære at fange .
det skulle være en nem og hurtig morgenmad
Albert så sig undersøgende omkring
Aha,der var han heldig
lige foran ham kravlede en lille mariehøne henover sneglens slimspor
dens små ben gled rundt i slimen ,den løb ingen steder .Albert slikkede sig om munden
sådan en havde han prøvet at spise før
de smagte udmærket
de knasede så sjovt og de smagte sødt
den skulle være morgenmad
da mariehønen så Albert nærme sig, masede den endnu mere for at komme fri af snegleslimen .
lad mig være, sagde den forpustet.
gå din vej .
jeg skal ikke være din morgenmad og jeg snager forresten også rigtig grimt.
og hvorfor gør du så det ,spurgte Albert ,mens han kom endnu nærmere .
fordi ,sagde mariehønen .
den arbejdede som en rasende for at komme fri, så standsede den pludselig og smilede fornøjet
du skal ikke spise mig, sagde den så
jeg er fuld af snegle slim og det får du så i munden og på benene hvis du spiser mig
Albert standsede op
bvadrr sagde han så
snegleslim er det værste, jeg ved
det tænkte jeg jo nok sagde mariehønen fornøjet
hvorfor spiser du ikke hindbær i stedet for ?
det voksen en masse af dem i udkanten af tusindstråleskoven.
hindbær
'Albert var straks med
var der nogen der elskede hindbær så var det ham
hvor
sagde han ivrigt og mariehønen pegede med et slimet ben i retning af hindbærrene
derovr, der er masser skynd dig dog.
og det var lige hvad
Albert gjorde .
sig,så han helt glemte at tænke .
Albert dog
tror du, at du er den eneste i Tusindstråleskoven, som spiser hindbær
og sikken en fest
da Albert nåede frem, var der mindst 20 slimede snegle og mindst 10 frøer på størrelse med ham selv ,der guffede hindbær
davs, sagde en frø ,der var en smule mørkere i skindet end Albert
velkommen til hindbærland
bare tag for dig, der er nok til os allesammen
jamen alle de snegle, sagde Albert
og skævede til en stor rød slimet snegl, der netop gled forbi
sneglene!
sagde den mørke frø
det er ikke noget problem
jeg har sagt til dem, at de kan spise alt hvad der falder på jorden .
de tror, at det er mig der bestemmer og så bli'r de dernede .
alle de gode hindbær, de er til os .
he, he ,
jeg hedder forresten Tom, hvad hedder du?
jeg hedder Albert og så tilføjede han, og jeg kan hoppe
det kan da alle frøer, sagde tom
det er noget, der kommer af sig selv
kan du andet ?
Albert tav
det var ikke faldet ham ind, at det at hoppe, var noget der bare kom af sig selv kan alle frøer virkelig hoppe spurgte Albert og så sig omkring
og ganske rigtigt
alle de små frøer hoppede rundt mens de snakkede og guffede hindbær
Albert havde fået noget at tænke over
kom det bare af sig selv, det der hopperi.
han havde jo hele tiden bildt sig ind, at han havde lært det af kaninerne
du,Tom, sagde han,
tom nikkede
han havde munden fuld af de røde hindbær og han var helt klistret på sin brune krop
ja , sagde han, ja ja,ville du noget ?
næh, egentlig ikke ,sagde Albert, jeg undrede mig bare over ,at hindbær kan smage så godt
du snakker for meget, sagde tom ,spis dog bare i stedet for ,ellers kommer der bare nogen og spiser dine bær.
Albert nikkede og rakte ud efter et særlig stort hindbær,
men i det samme fik han et ordentligt dask over munden.
gå så væk fra det bær, snerrede en pigestemme og Albert så forbløffet ind i øjnene på en lille frøpige
gå væk ,gentog stemmen ,skal sådan en tage mine hindbær.
Hov, hov, sagde Albert forbløffet
jeg må vel også være her
ikke
hvis du tager mine hindbær, vrissede frøpigen.
Det er dog utroligt, hvad man skal finde sig i.
Bevares, sagde Albert forbløffet
du må da godt få det, men det var altså mig, der så det først .
frøpigen svarede ikke .
hun plukkede bare bærret og gumlede løs på det ,mens hun så på Albert med sine store sorte øjne.
Albert følte sig varm og underlig tilpas indeni .
måske han var ved at blive syg
sådan havde han da aldrig haft det før
han følte sig varm og kold
det var lige som om han rystede og frøpigen foran ham havde lige som en slags lys omkring sig.
lige meget ,om hun råbte
det måtte bestemt være en farlig sygdom.
hun var nu forresten pæn ,den der frøpige .
selv om hun var gal eller skrap- og selv om hun tyggede på hans hindbær lige nu
Albert plukkede et andet hindbær - men nu havde han mistet appetitten '
han måtte bestemt være ved at blive syg
vil du ikke også have dette her ,sagde han til frøpigen og han skubbede hindbærret over til hende-jeg kan alligevel ikke spise det
frøpigen snuppede bærret fra ham uden et ord og begyndte at spise af det
Albert kikkede bare på hende
han syntes da aldrig, at han før havde set en frøpige, der var så smuk.
selv om hun lige nu var helt klistret til af hindbærsaft,så var det tydeligt for Albert,at hun havde den smukkeste frøhud ,han nogensinde havde set -og de smukkeste øjne og så bare måden ,hun spiste hindbær på.
jamen ,alting ved den her frøpige var bare smukkere end alt ,hvad Albert nogen sinde havde set .
hvad glor du på ,sagde frøpigen pludseligt og hun holdt op med at spise.
hvad glor du på ,se den anden vej.
øh ja , Albert ønskede ,at han kunne finde på noget flot at svare ,men det blev bare til ,øh ja, hvad skal man sige til en pige
Albert havde faktisk aldrig rigtig talt med en pige før og han syntes ,at hun var vildt underlig.
han kravlede ind under nogle buske
derfra kunne han sidde og kikke på hende-glo- havde hun sagt-uden at hun lagde mærke til det
måtte man da ikke kikke på piger
blev de så gale
der var meget at spekulere på for en lille frø ,som aldrig havde kendt en pige før .
nå, sidder du ligefrem her og gemmer dig ,sagde tom,
han kravlede ind og satte sig ved siden af Albert
nå, det er Marie ,du kikker på
ja, hun er en sjov pige, men hun bliver bare så hurtigt gal, men det har du vist fundet ud af .
Albert nikkede
ja ,hun skælder ud ,hun sagde ,at jeg gloede på hende - det gjorde jeg vist også ,for jeg har aldrig set sådan en sød pige før,men hun kan vist ikke lide mig ,sagde han og nu så han helt bedrøvet ud.
tom rystede på hovedet.
ved du hvad ,lille Albert ,sagde han
jeg tror, at du er forelsket.
Forelsket?
Albert så forskrækket på Tom ,hvis det er at være forelsket ,så vil jeg ikke være det.
Nej, nej ,sagde tom, så siger vi det ,men det tror jeg nu ,at du er .
så snakker vi ikke mere om det, sagde Albert bestemt
jeg er ikke spor forelsket
for det vil jeg ikke være
basta
ja ja ,sagde Tom ,så snakker vi ikke mere om det
nu var det ved at blive mørkt og de to venner så sig om efter et sted at sove
egentlig kunne de sagtens sove under hindbærbuskene ,hvor de sad, men det ville næsten være ,som hvis du lagde dig til at sove midt på spisebordet
de to venner tog et par lange spring og sad lidt efter i den store bunke blade ,der var blæst sammen under en nøddebusk.
Albert strakte sig og gabede
her er godt ,sagde han
nu vil jeg sove og være frisk--------
mere fik han ikke sagt, for nu lød der en raslen i bladene og Maries lille hoved dukkede frem fra bladdyngen.
og hvad tror du så ,du har gang i ,hvinede hun rasende
aldrig har man lagt sig til at sove ,før sådan en bisse kommer masende og lægger sig ovenpå en
du skulle skamme dig , skulle du
sådan en -----
Marie standsede op helt forpustet
først nu så hun rigtigt på Albert
Albert var egentlig en ganske pæn lille frø, men lige nu var han så forskrækket over Maries råberi ,at han bare stod og rystede
Undskyld, stammede han ,undskyld
det var altså ikke med vilje ,jeg vidste slet ikke, at du som her
på æresord altså
Marie børstede fornærmet jord og blade af sig og kravlede væk
Albert så bedrøvet efter hende
nu var hun sur på ham igen og det var virkelig ikke med vilje ,
han kunne jo ikke vide at hun lå der og sov.
glem det nu bare,sagde tom og han puffede bladene fast omkring sin krop
glem det,tøser er mærkelige, det skal du ikke tage dig af ,
sådan er de bare ,jeg husker en gang da ,zzzzzzzzzzzz og så sov han .
Albert lå længe vågen,han kunne ikke falde i søvn
han tænkte hele tiden på Marie .
han var ked af at hun var så vred på ham .
han var virkelig ganske uskyldig i det, der var sket ,men hun var nu en dejlig -og smuk frøpige
endelig sov han ,men selv i drømmen var det Marie, han så for sig .
hun råbte : hvad glor du på
dumme frø
pas dig selv
Albert sukkede i drømme og han vendte sig om på siden
derved kom han til at ligge tæt op ad tom ,som snorkede højt.
i Alberts drømme havde Marie smilet til ham og Albert havde lagt sin ene arm rundt om hendes skulder.
Albert smilede i søvne og hans arm lagde sig hen over tom og kælede ham på det ene øre
Sådan lå de, da det blev morgen og de andre frøer dukkede op fra de steder,hvor de havde sovet.
der blev grinet meget af de to
se engang, råbte en stor grøn frødame
se de to her
de ligger og kæler
de er bøsser,
der er da ikke noget galt i at være bøsse ,sagde en ung frø der hed Ferdinand, jeg kender flere bøsser og de er da flinke nok
ja ja, sagde den store tykke frømadam ,men det ser da sjovt ud, når to drenge ligger her og kæler ,lige her, hvor vi alle sammen kan se det .
det andre nikkede
ja, det så sjovt ud
nu vågnede Albert
han trak armen til sig og strakte sig veltilpas
godmorgen, sagde han forbavset, er der noget galt?
han så jo alle frøerne stå rundt omkring dem
hvorfor står I her ?
hm, sagde Ferdinand ,godmorgen
sov I godt
han blinkede til de andre
jo tak svarede Albert det har vi da
han ruskede i Tom
Tom sagde han , vågn op
vi skal op nu. alle de andre er her. det er morgen
nu vågnede tom,
godmorgen ,sagde han tilfreds ,sikken en dejlig morgen
og sikken en dejlig nat, vi har haft .
det må jeg sige,når man sover sammen med dig , så sover man godt.
den fede frøkone løftede øjnene forarget mod himlen
altså, sagde hun og så på de andre
hvad mener I?
er det ikke pinligt dette her ?
hvad har I gang i, sagde tom forbavset
hvad er pinligt?
hvad mener I?
ikke noget, sagde Ferdinand
I har da lov til at sove sammen ,hvis I har lyst til det ,
det skal vi da ikke blande os i
er I ikke bare lidt mærkelige eller hvad, sagde tom irriteret.
Så gned han forbenene mod snuden og tog et stort hop.
kommer du ,Albert ,sagde han, morgenmaden venter.
Albert nikkede og hoppede elegant et mægtigt flyvespring hen over flokken, som endnu ikke havde flyttet sig .
farvel ,sagde han, nu hopper jeg -og væk var han .
Nu fortsatte de to venner ind i Tusindstråleskoven
Albert var i bedre humør end han længe havde været og tom,
ja ,han var altid glad.
ligeglad ,plejede han at sige .
ingen kan ødelægge mit humør ,sagde han tit .
hverken morgen, middag eller aften.
i Tusindstråleskoven var dyrene knapt nok vågnet endnu,
netop nu passerede de to venner fru korsedderkoppen ,som sad og sov i sit spind .
store dugdråber hang rundt omkring i spindet
de strålede og glimtede i den tidlige morgensol, men Albert var i sådan et morgenhumør, at han slet ikke så ,hvor smukt det var .
han blinkede til Tom
se her ,sagde han uartigt og så tog han et fast tag i en af trådene i korsedderkoppens spind-og trak til
et øjeblik senere regnede dugdråberne ned over edderkoppen ,som forskrækket gav slip og dumpede ned i græsset .
Albert dog ,sagde tom og fnisede.
se nu, hvad du har gjort.
Godmorgen,frue
edderkoppen så rasende på dem
dumme frøer, sagde hun.
Uartige, det er, hvad I er .
at I ikke skammer jer .
jamen, det gør vi da, sagde tom ,vi skammer os.
ja ,ja ,
de to venner hoppede videre .
mødet med fru edderkoppen havde sat dem i et rigtigt drillehumør og de så sig om efter flere, som de kunne drille .
derhenne på vejen lå den kæmpestore myretue.
den havde ligget der i flere år, og den var blevet større og større .
næste år ville den måske være så stor, at den kunne ses fra stien ,når Lisbet gik ned til kaninbo for at fodre .
kom ,sagde tom.
nu skal vi lege
nej ,nej,
Albert protesterede
hvad vil du ?
pas på ,myrerne bider .
skidt ,sagde tom.
se lige mig.
og så satte han uden videre i et kæmpehop og landede lige midt i det store myrebo.
Klask, sagde det
Klask,
Toms klistrede og våde krop blev helt fuld af grannåle ,som myrerne havde slæbt sammen til deres tue.
myrerne var ikke stået op endnu ,det var vist Toms held, for ellers havde myrerne måske bidt ham ihjel.
det går galt dette her, sagde Albert.
jeg kommer
vent lige lidt
han så sig om
mon ikke han kunne finde en pind eller en snor ,så han kunne trække tom fri.
men der var ingenting i nærheden, der kunne bruges og den første myre var allerede vågnet og på vej op fra boet.
hov ,du der, råbte den, da den fik øje på tom ,der kæmpede for at komme fri.
hvad laver du her, det må du ikke.
jeg vil også meget hellere væk, mumlede tom og han forsøgte at hoppe sig fri , men det fik ham bare til at klistre endnu mere fast i myreboet
brug den her ,sagde en stemme bag Albert og da han drejede rundt for at se ,hvem der talte ,ja, så stod Marie der med et langt stykke snor.
skynd dig nu bare ,sagde hun bestemt .
inden myrerne vågner helt
smid denne her ind til ham ,så trækker vi ham fri
Albert nikkede
han var pludselig helt varm indvendig
Marie havde sagt vi
og hun var ikke spor sur og hvad lavede hun dog lige her ?
nu kastede han Maries snor ind til tom, der stadigvæk klistrede til myretuens grannåle
her
grib
råbte Albert
vi trækker dig fri
han fik helt røde kinder, da han råbte vi
Marie og jeg trækker dig fri
tom fægtede med armene , men der skulle flere kast til ,før han fik fat i snoren .
nu var der kommet flere myrer op fra boet og en stor en var kommet faretruende nær.
skynd jer en gang til,råbte tom nervøst.
nu bliver jeg bange .
Albert kastede snoren igen og denne gang greb tom den.
jeg har den, råbte han, træk så ,men skynd jer.
nu var den store myre så tæt på, at tom og han stod og stødte næserne sammen .
jeg skal lære dig, sagde den store myre og så m bed den tom i det ene lange springben
av, skreg tom
så hiv dog.
Albert og Marie halede alt ,hvad de kunne
men tom sad godt fast i tuen og det var ikke nemt
nu var der kommet flere myrer til og de bed tom allevegne
av ,skreg tom, av, så gå dog væk.
endelig ,svup, sagde det ,og tom fløj gennem luften væk fra myreboet og han landede lige for fødderne af Marie.
det var i sidste øjeblik ,sagde han og kradsede sig.
tak skal I have
hvor kommer du fra Marie ?
jeg kom bare lige forbi, sagde Marie surt.
jeg så, da du sprang op i myretuen og så tænkte jeg:
det går da galt - og det gjorde det jo også
og se ,hvordan du nu ser ud
det er da bare grannåle ,sagde tom og børstede sig
nej ,ikke kun ,sagde Marie
du skulle se dig selv .
du er helt hævet.
hævet ,hvordan, sagde tom
Albert,er jeg vel hævet?
jo jo ,det er du faktisk ,sagde Albert bekymret, meget endda .
hvor,sagde tom ,og kikkede ned ad sig selv.
over det hele, sagde Marie
du er hævet over det hele
du ser forfærdelig ud
og sjov
tilføjede hun
du ser ud som om der er nogen, der har pustet dig op .
det må være,fordi myrerne bed dig .
det kommer nok til at gøre ondt.
det gør det allerede ,.jamrede tom
det klør og det gør ondt.
hvad skal jeg gøre?
du skal bare vente til det holder op af sig selv ,sagde Marie og en anden gang skal du tænke dig om ,før du hopper rundt i myreboet.
jeg gør det aldrig mere ,jamrede tom
så hjælp mig dog
det gør ondt
du kan komme mudder på ,forsøgte Albert
det hjælper måske
der er mudder lige der
han pegede på en stor mudret vandpyt lige ved siden af, hvor de stod .
stakkels tom
han satte i et kæmpehop ned i mudderpølen
han pjaskede mudder op på de to ,han svømmede og dykkede og lidt senere kom han op til overfladen '
nu var hen helt indsmurt i mudder
ah, råbte han,godt råd Albert ,det hjælper
her bliver jeg et stykke tid
jeg kommer tilbage efter dig ,sagde Albert
Marie og jeg går lige en tur imens
han havde fået helt blanke øjne af glæde, for Marie havde taget ham i hånden og stod og smilede til ham .
tom var allerede dykket ned i mudderet igen og han så slet ikke de to, der bare stod der og flettede fingre .
det havde Albert aldrig prøvet før
han var jo ikke så gammel
men Marie havde vist prøvet det før, for det lod til, at hun lige vidste ,hvordan man gør
hun flettede uden videre sit ene forben rundt om Alberts og så gned hun sin frønæse imod hans .
Albert var helt forvirret,så glad og varm havde han aldrig været før .
han så på Marie med store blanke øjne og stammede,
jeg synes, du er sød.
Nåh,sagde Marie ,synes du det ,jamen så er jeg vel sød.
kom nu og hun satte i med et vældigt hop ind i Tusindstråleskoven
der hoppede de to længe omkring
Marie hoppede først ,så skulle Albert finde hende , bagefter skulle Marie finde ham.
til sidst var de begge to trætte og forpustede og de satte sig stille ved siden af hinanden under et blad i Tusindstråleskoven
der sad de længe uden at sige noget
Marie kikkede ligeud ,men der var faktisk ikke noget at se.
Albert kikkede mest på Marie og til sidst sagde han :
Marie ,skal vi to ikke være kærester.
Marie åbnede munden og slugte en flue
det kan vi da godt ,sagde hun
og tyggede på fluen,'hvad skal vi så?
Skal, sagde Albert , skal vi noget
ja ja, sagde Marie, hvis vi skal være kærester ,så skal vi bo sammen og sove sammen og være sammen altid.
skal vi det'nårh
Albert tænkte sig lidt om, så sagde han, det kan vi da godt ,men hvor skal vi så bo og kan jeg så aldrig være sammen med tom og med kaninerne og gå en tur alene .?
jo jo , sagde Marie, men hvis man er kærester,så passer man på hinanden og trøster hinanden ,så derfor er det bedst, hvis man bor sammen.
nårh sådan ,sagde Albert
han syntes pludseligt,at lød svært ,det der med at være kærester .
men på den anden side ville han gerne være kæreste med Marie og være sammen med hende og trøste hende, hvis hun blev ked af det og det er så nok ok
vi skal finde et rart sted at bo ,sagde Marie bestemt, det er det vigtigste
jamen lige her er da rart,indvendte Albert ,her plejer jeg at bo
her--- ikke tale om, sagde Marie bestemt .
tror du ,at jeg vil bo under nogle gamle grønne blade, når vi skal være kærester ,det er kun så længe man er alene, at man kan bo sådan .
Albert følte, at han havde meget at lære .
at flytte sammen var vist ikke så ligetil ,hvor så ,spurgte han
det ved jeg ikke endnu ,svarede Marie og så sig om ,men det skal være et godt sted.
der skal både være god plads og det skal se godt ud, der skal være masser af vand at svømme i i nærheden både til vores børn og til vores gæster.
børn ,sagde du børn,gispede Albert ,skal vi have børn---hvorfor det?
det får man helt af sig selv, når men er kærester ,sagde Marie ,ved du ikke det?
de hedder haletudser, de kommer om foråret .
masser af dem og så svømmer de rundt i vand hele sommeren og så tilsidst bliver de til bittesmå frøer, som hopper rundt i haven
du har da også været sådan engang .
du er ikke rigtig klog, gispede Albert,jeg skal ikke være far til en masse frøbørn.
tænk engang, hvis der kom så mange af dem, at der ikke var plads til den allesammen .
jamen sådan er det ,sagde Marie .
vil du flytte sammen og være kærester eller vil du ikke ?
så vil jeg ikke ,sagde Albert og hoppede væk
hov ,råbte Marie efter ham ,hvor skal du hen?
Væk, råbte Albert.
jeg vil ikke være kærester alligevel.
du er rigtig tarvelig, råbte Marie efter ham
dum og tarvelig
nu havde vi lige aftalt det
jamen,jeg vil altså ikke, mumlede Albert og han hoppede væk fra Marie lige så hurtigt hans lange springben kunne hoppe
væk ,væk, væk,
Albert følte ,at han var undsluppet en stor fare og alligevel var han ked af det .
nu var han igen blevet uvenner med Marie.
nå, slap du fri, lød det pludselig lige ved siden af ham
Albert snurrede forskrækket rundt og der sad simpelthen den største sumptudse, han nogensinde havde set .
hvad sagde du, gispede Albert .
den store tudse vraltede lidt frem ,så dens kæmpesnude næsten rørte Alberts .
jeg sagde, sagde den,og det hørte du jo godt, at det var godt ,at du slap af med Marie ,hun er ikke en pige for dig .
nå,det ved jeg nu ikke, mumlede Albert ,hun var da en sød pige -men hun var skrap,tilføjede han
ja netop ,nikkede sumptudsen .
Marie er skrap
det er det, jeg altid har sagt
hun er ikke noget for dig.
hun har altid været den kvikkeste af mine børn ,men skrap det er hun .
hvad for noget ,gispede Albert.
dine børn
er Marie en tudse?
ja ,det er hun, sagde tudsen
har hun ikke fortalt dig det?
Albert rystede på hovedet
det var vist godt ,at han ikke var flyttet sammen med Marie
tænk engang
hun var en tudse
nu faldt det ham pludselig ind, at Marie så også ville vokse og blive 3 gange så stor som ham.
det ville da se kønt ud ,med sådan en kæmpekone
tak skal du have ,sagde han til fru tudse,som altså var Maries mor.
det var da godt, at jeg mødte dig
Albert hoppede videre
nu ville han finde tom
og tom lå stadig i vandpytten
hej Albert, råbte han
kom en gang her ned
her er dejlig vådt og mudret
Albert satte forsigtigt et bagben ned i vandpytten ,men trak det hurtigt til sig igen.
men tom, sagde han forskrækket ,vandet er jo koldt, så går du jo i stå.
det gør ikke noget ,sagde tom fornøjet.
så gør det ikke ondt.
hop du bare,hvis ikke du vil bade
jeg hygger mig
Albert rystede på hovedet og hoppede videre
lige nu følte han sig ensom
tom--i vandpytten
Marie---var en tudses datter
stakkels Albert
han havde rigtig ondt af sig selv og var lige ved at tude
ingen venner
lige nu var han i udkanten af Tusindstråleskoven
'herfra kunne han se op på terrassen, hvor kaninerne plejede at hoppe rundt ,men i dag var der helt stille og tomt
hvad var nu det
ingen små glade kaniner
Albert kravlede nærmere
han vidste godt, at Lisbet en gang imellem solgte kaniner til familier , som kom på besøg,men så mange kaniner havde hun da ikke solgt ,hvor var de alle sammen henne?
på terrassen lå en masse brædder og flød
der stod et tomt kaninhus , men der var ingen kaniner
Albert blev rigtig bekymret
havde han nu også mistet sine kaninvenner
Nu kom Lisbet ud
hun bar på en stor pose æbler og hun gik lige hen imod lågen som førte ned til græsplænen-
Albert kravlede hurtigt ned under trappen for at hun ikke skulle træde på ham .
Lisbet fortsatte ned over havegangen og ned til den gamle garage.
petter nabo havde hamret og savet en del dernede den sidste måned
Der var sat en ny side i garagen og en ny stor dør
Lisbet lod døren stå åben og Albert rakte sig og strakte sig for at se, hvad hun dog skulle derinde med æblerne .
men hvad var nu det
Albert tog et højt spring af bare glæde
kaninerne var flyttet derned
det var derfor,at terrassen var tom ,det var jo efterår og det ville snart blive vinter, så Lisbet havde bare flyttet kaninerne til et varmere sted
nå, Albert sukkede lettet og nu satte han i lange spring ned over flisegangen.
snart var han ved garagen og han kunne høre
kaninerne pusle derinde
forsigtigt ,meget forsigtigt kravlede han op på det lave trappetrin og kikkede derind
næh ,hvor så det hyggeligt ud derinde.
masser af bure og masser af hø og halm
Lisbet sad på en stol med hjul under og hun kørte frem og tilbage og snakkede med kaninerne ,mens hun gav dem mad og vand.
Albert sad bare helt stille der på trappen
han ønskede pludseligt, at han også havde et bur i garagen og at det var ham ,som Lisbet snakkede med og gav mad
men nu fik kaninerne øje på Albert og de stimlede sammen ved lågerne til burene .
hej ,Albert, hej ,Albert ,hvordan går det, lød det fra alle sider ,
hvordan går det.
kom ind til os
Albert kravlede forsigtigt ind i den ene side af den store dør.
herfra hvor han nu sad ,var der kun et enkelt spring ind i buret til vennerne.
kom ind til os ,Albert.plagede de
kom ind til os..
Albert betænkte sig
han var jo ikke en kanin
måske de ville trampe på ham med deres store fødder og måske endda rive ham med deres skarpe kløer
jeg bliver herude, sagde Albert ,men vi kan da godt snakke.
har du set vores nye hus ?mimrede kaninerne .
er det ikke flot?
det har Lisbet og Petter bagbo lavet til os
her er tørt og varmt og det blæser aldrig herinde
her skal vi være i vinter
hvem skal så bo på terrassen, spurgte Albert.
skal andre kaniner så bo der?
Nej, nej, de små mimrede med næserne ,så deres små knurhår drejede fra side til side.
der skal ikke bo kaniner mere
det er Lisbets hus og hun vil ikke have kaniner deroppe mere.'hun vil bygge en stue .
her er også meget bedre .
men hvor skal du bo til vinter?
tja ,det var jo lige det, som Albert ikke vidste , han var jo så ung, at han aldrig havde prøvet en vinter før ,så han vidste ikke ,hvordan frøer gjorde ,når det blev koldt.
jeg ved det ikke ,indrømmede Albert.
for jeg har aldrig prøvet det før
jeg må spørge nogle andre frøer ,der har prøvet det før,
de små kaniner mimrede .
vi har da bare spurgt vores mor og hun siger, at vinter er koldt og så får man meget hø og vandet i drikkeflasken bliver stift
bliver det stift?
Albert forstod ikke et ord
vand kan da ikke blive stift.
det siger mor, mimrede snebold og hun siger også,at regnen bliver hvid og flyver omkring .
Albert rystede på hovedet
den historie troede han ikke på
de små kaniner måtte have misforstået noget
han måtte hellere finde en voksen frø
der måtte da være nogen ,der kunne give ham en ordentlig forklaring på det der vinter
Albert var virkelig bekymret
alle talte om vinter og hvor de skulle være.
og Albert vidste ikke engang ,hvad vinter var .
var det farligt eller hvad ?
Albert hoppede længe rundt i Tusindstråleskoven for at finde en voksen frø
der plejede at være masser af frøer under de store grønne blade ,men netop i dag var der ingen.
så mødte han en stor vinbjergsnegl
den gled langsomt henover jorden, mens dens lange følehorn vippede frem og tilbage .
den bar sit store grå sneglehus på ryggen
Albert var imponeret. tænk at bære rundt med sit eget hus på ryggen
det var da sejt
undskyld ,sagde han forsigtigt til vinbjergsneglen
må jeg spørge dig om noget
ja ja ,gør du bare det, sagde vinbjergsneglen ,mens den tyggede langsomt på et grønt blad .
hvad vil du spørge om?
det er jo ikke sikkert, at jeg kan svare
jo ,sagde Albert, jeg ved godt ,at det lyder dumt ,men hvad er vinter
vinbjergsneglen så forbavset på ham
vinter
ved du ikke ,hvad vinter er ?
næh ,sagde Albert ,det ved jeg ikke , for jeg har aldrig prøvet det
vinbjergsneglen så sig om til alle sider ,som om noget farligt var på vej.,
så sænkede den stemmen ,satte munden helt hen til Alberts øre og hviskede:
vinter, det er når det bliver så koldt, at regnen bliver hvid og flyver omkring.
vandet bliver stift og jorden bliver hård som sten og Lisbet får pels på.
og vinter varer længe.
Nu blev Albert rigtig bange
Jamen,hvad så med dig og mig og alle de andre dyr,spurgte han forskrækket
når din mad visner og forsvinder ned i jorden, hvad vil du så spise
hvem mig, jeg sover da bare, sagde vinbjergsneglen
jeg har jo huset her og når det bliver koldt og maden forsvinder, så kravler jeg bare ind i mit hus.
derinde kan det ikke blæse på mig .
så lukker jeg døren og falder i søvn.
så sover jeg hele vinteren indtil solen og maden kommer igen .
smart
rigtig smart
Albert var imponeret
men jeg har jo ikke noget hus
hvad gør jeg så?
det ved jeg ikke, svarede vinbjergsneglen ,nu gumlede den et gammelt æbleskrog
jeg har altså ikke forstand på frøer
spørg en anden frø
jamen, jeg kan ikke finde nogen, sagde Albert fortvivlet,de er væk alle sammen
der plejer at være mange frøer i Tusindstråleskoven,men i dag er der ingen.
de er nok fløjet til de varme lande, sagde vinbjergsneglen og den løftede sit store hoved mod himlen
i disse dage er der mange fugle, der flyver til de varme lande ,
måske frøer også flyver væk.
nu vrøvler du, sagde Albert surt
frøer flyver ikke,de hopper
nå nå ,gør de det ,sagde vinbjergsneglen
jamen ,så ved jeg det ikke.
nå ,jeg må videre .
og så gled den bare af sted.
Albert så efter den
det store hus på ryggen af den vippede ganske stille fra side til side ,mens den gled længere og længere bort fra Tusindstråleskoven
flyve til de varme lande, mumlede Albert for sig selv.
sikke noget sludder.
nu lød der en susen - en .hylen over hovedet på Albert og da han forsigtigt så op,så han en masse store fugle ,der fløj væk
viu ,viu ,viu ,sagde deres store vinger.
hvor skal I hen ,råbte Albert efter dem
viu,viu ,til de varme lande ,sang gæssene , der er sol og sommer og masser af mad.
vi kommer tilbage ,når vinteren er slut.
tag mig med ,råbte Albert
men de store fugle var allerede langt væk
Dumme dyr ,mumlede Albert
hvor skal jeg nu finde hjælp.
Albert gøs
måske det allerede var ved at blive vinter
hvad var det der vinter
Albert følte sig træt og sløj
han følte ,at det hastede med at finde ud af det
endelig- der var en frø- men den lå helt stille ,næsten livløs hen
dækket af nogle visne blade
var den død ,nej ,det var den ikke
Albert kunne se, at den trak vejret gennem den tynde hud.
Hallo,hallo,
Albert råbte til frøen
han råbte højere og højere
til sidst havde han munden helt nede ved den anden frøs ansigt
hvad vil du, mumlede den anden frø søvnigt.
kan du da ikke se ,at jeg sover.
du skal da ikke sove nu , råbte Albert
vågn nu op ,det er dag .
jamen, jeg er træt ,protesterede frøen .
kan du ikke se det, jeg vil sove
den lagde sig ned mellem bladene og puttede sig igen og faldt i søvn
nu blev Albert vred
nu finder jeg ud af det selv ,gør jeg ,mumlede Albert,
ja ,jeg finder ud af det selv.
han hoppede videre
her fra Tusindstråleskoven kunne han se kaninbo og han kunne høre de små kaniner rasle rundt i halmen
stakkels Albert
han havde intet sted at gå hen
nu var han helt forvirret ,han hoppede frem og så hoppede han tilbage igen , så snurrede han rundt og så var han lige der hvor han var startet .
hvad laver du dog, spurgte vinbjergsneglen, der gled forbi
danser du eller hvad ?
det ser sjovt ud, det du gør der,
jeg danser ikke, råbte Albert
jeg leder efter de andre
jamen, jeg er jo lige her, sagde vinbjergsneglen
hvad vil du vide ?
det har jeg jo fortalt dig ,råbte Albert ,det er det der med vinter.
men jeg vil tale med en frø ,som ved, hvad frøer gør.
jeg går jo ikke rundt med et hus på ryggen.
vel?????
bevares ,når du tager det på den måde, sagde vinbjergsneglen fornærmet.
du behøver ikke at råbe .
så glider jeg ,farvel
og så gled den .
Albert så bedrøvet efter den
nu havde han fornærmet vinbjergsneglen
det var ikke meningen
jeg er jo bare bange,mumlede Albert
fordi jeg ikke ved ,hvad vinter er
jeg har aldrig prøvet det.
Nede i bunden af haven, ja, faktisk nede ved lågen ved den gamle garage gik Petter bagbo .
Han bankede og savede og ind imellem drak han øl af en flaske
han så glad og tilfreds ud
Kaninbo, stod der med store bogstaver henover et gammelt brædt
Ja, sagde vinbjergsneglen, der nu kom glidende tilbage .
Petter bygger kaninstald i den gamle garage, så alle kaninerne kan bo der, når det bliver vinter.
til vinter ,hvorfor skal de det ?
Albert så forundret ud
fordi de ikke skal fryse , din dumme springfyr, sagde vinbjergsneglen og den rystede på sit store hoved
der er varmere derinde ,kan du da ikke forstå det.
Næ, det forstod Albert ikke .
men han havde pludselig fået en ide ,som satte ham i meget bedre humør.
hvis der virkelig var varmt i den nye kaninstald ,så kunne han vel bo der sammen med kaninerne
han var jo gode venner med dem allesammen ,de ville sikkert gerne have ham boende de par dage, indtil kulden var forsvundet.
han så sig om efter vinbjergsneglen ,men den var allerede gledet videre .
Albert gav et lille hop af glæde over sin ide
hans problem var jo løst
jeg skal bo sammen med kaninerne ,mumlede han og han hoppede forsigtigt nærmere for at se på Petter ,som hamrede og savede.
ved siden af ham stod den flaske,som han drak af ind imellem
lige nu satte han flasken fra sig på bordet, men han så sig ikke for .
der lå et stort søm på bordet og lige der, satte petter flasken .
den væltede og indholdet flød hen over havebordet og dryppede derfra ned på græsset lige der ,hvor Albert sad .
han blev våd og klistret ,men da han ville slikke sig ren, blev han glad.
det smagte temmelig godt det der, som petter drak.
Albert slikkede og slikkede og han blev mere og mere glad----og søvnig
han vrikkede sig ned i en bunke klude, der lå under bordet og faldt i søvn.
det sidste han tænkte var en forvirret blanding af små kaniner og vinbjergsnegle og høns og det sidste ,han hørte ,var lyden af Petters hammer,mens han bankede løs på det nye kaninbo.
så sov han
Albert var fuld
han havde drukket Petters øl og han sov dejligt og meget tungt
Petter holdt pause
han rakte ud efter sin øl, men da han opdagede at den var væltet ,blev han ærgerlig .
Lisbet, råbte han, laver du ikke lige en kop kaffe til mig .
det gjorde Lisbet med det samme og lidt senere kunne de to sidde ved det kommende kaninbo og drikke kaffe .
de var begge to varmt klædt på ,for det var i oktober måned og visne blade hvirvlede rundt i luften omkring dem .
hu ,hvor det blæste .
bladene på jorden fløj væk der ,hvor Lisbet sad og så kom Albert jo til syne .
nej, se her ,sagde Lisbet.
og hun bøjede sig ned og samlede Albert op
se her, sagde hun til Petter, her ligger en frø.
den er helt kold ,mon den er død
stakkels lille frø--- og da Lisbet kunne lide dyr, ja, så varmede hun Albert i sine hænder .
Albert drømte, at der var nogen,der lagde en dyne henover ham og han drejede sig lidt i Lisbets hånd for at ligge bedre .
jamen du er jo ikke død ,lille frø ,sagde Lisbet glad og mens petter gloede forbavset ,så puttede hun Albert ind i sin brystholder inde under alt tøjet.
uha ,sagde Lisbet fornøjet .
det var koldt, men det bliver nok hurtigt bedre
jamen, bliver frøen ikke mast, spurgte petter bekymret .
næh, sagde Lisbet og så lo hun
det er tit ,jeg har bittesmå kaninunger,der ligger der og putter sig og de er da aldrig blevet mast.
Kun, hvis du skulle finde på at klemme mig og det gør du jo ikke .
petter satte koppen fra sig
godt, det ikke er mig ,der har en frø på maven ,sagde han og gøs
nu vil jeg arbejde videre på kaninbo
tak for kaffe
Lisbet samlede kopperne sammen og gik op imod huset .
Velbekomme, sagde hun .
Albert var ved at vågne
han havde hovedpine og han kunne bestemt ikke gætte, hvor han var
der var mørkt og blødt og varmt og så kunne han høre Lisbet hele tiden
hvor var han dog
Albert følte forsigtigt omkring sig
og Lisbet følte hans klamme hænder mod sit bryst og gav er hvin fra sig
hun tabte bakken med kaffekopperne ned på flisegangen ,hvorfra de trillede ud i græsset .
man kan da heller ikke gå rundt med en frø i brystholderen ,mumlede hun og så fiskede hun Albert frem.
Albert kneb øjnene sammen for lyset og skuttede sig i den skarpe blæst
jamen dog, lille frø, sagde Lisbet
hvad skal vi egentlig stille op med dig.
store frøer sover om vinteren, det ved jeg da ,men hvad med de små, det ved jeg faktisk ikke .
Albert spærrede øjnene op ,hvad var det, Lisbet sagde ,
sov frøerne hele vinteren ,måske de allerede sov , så var det derfor, han ikke kunne finde nogle voksne frøer lige nu.
sov de?
hvad skulle han dog gøre?
han så bedende på Lisbet og hun kunne slet ikke stå for hans store sortbrune øjne
godt, lille frø, sagde hun så
jeg sætter dig ned til kaninerne lige nu ,så må vi se ,om de vil have dig boende .
nu bar hun forsigtigt Albert ned til det nye kaninbo, hvor petter stadig hamrede.
se her ,sagde Lisbet .
her kommer kaninbo's nye beboer
jamen ,det er da ikke en kanin, sagde petter forbavset, det er jo en frø.
ja ja ,svarede Lisbet ,men den fryser ude i blæsten .
lad os nu se ,hvad kaninerne siger, når de får selskab af en frø.
se her ,lille ven, sagde Lisbet og så satte hun forsigtigt Albert ned i halmen i et af de fine rene kaninbure.
put du nu her i halmen i nat ,i morgen kommer kaninerne i dette her bur,så må vi se, om de vil have dig boende .
Albert puttede sig ned i den tørre friske halm
selvfølgelig vil de det ,tænkte han og så sov han.
da han vågnede var det blevet en ny dag og Albert strakte glad sin lange tynde krop
ih ,hvor havde han dog sovet dejligt -blødt og varmt
rundt omkring ham raslede det i høet og da han forsigtigt stak næsen frem, ja så så han jo ,at det var vennerne fra i sommer.
alle de små kaniner fra terrassen var lige blevet flyttet ned i det nye Kaninbo og nu puslede de ivrigt omkring for at finde sig tilrette i deres nye hjem.
davs ,sagde Albert tilfreds ,davs
ingen hørte hans lille tynde stemme
der var alt for meget rasleri
Albert trak vejret rígtig dybt helt ned i maven og så råbte han så højt,som han overhovedet kunne.
DAVS, DAVS ,SIGER JEG, DAVS.
nu blev der helt stille, de små kaniner stod virkelig bomstille .
hør ,sagde snefnug ,som var lige ved at træde på Albert, hør ,jeg tror