Overskrift 1

Historien om frøen Albert

Oppe ved huset på  Lerager hos Lisbet var haven stor og vild

Ja, ikke vild på den måde ,for den hverken snerrede eller bed af dig, når du gik i den ,men vild på den gode måde

Overalt skød blomsterne op ,altså ikke i pæne bede og rækker, nej ,de skød bare op, næsten lige hvor det passede dem

Midt på den lille bitte græsplæne stod f eks en sort plastikbalje

Fra den sendte ca 20  solsikker deres stilke ca 2 meter op i luften

Lidt længere henne i udkanten af de gule Gyldenris stod den gamle røde legevogn

I den voksede en stor græskarplante ,som sendte lange ranker med store blade og kæmpestore blomster ud i plænen

Sommerfuglebusken blomstrer vildt og lilla'et højt oppe over den gule Perikon  og roserne stod side om side med de små piletræer med de lyse spidser ,som lyste når solen skinnede på dem

Jo, haven blomstrede

De store gule Tusindstråler bredte deres enorme grønne blade ud over jordbunden, som derfor aldrig så solens lys

Netop dernede boede frøen Albert

Han brød sig ikke om  varme og sol og han elskede det grønne ,dæmpede lys i bladskoven

Der var netop så fugtigt, som han allerhelst ville have det .

Albert havde det lige præcis så mørkt og vådt, som han kunne ønske sig  ,for han var jo en frø

En ganske almindelig frø af den slags , som om foråret lægger æg i søerne og som hopper omkring, hvor der er mørkt og vådt

Ja.,netop sådan en ganske almindelig frø var Albert,

han havde jo ikke altid boet i Lisbets have ,

som lille var han født som æg i en lille sø sammen med millioner af andre små frøæg

Det var en forårsdag sidste år

Efter nogle dage med forårssol var de små æg så blevet til haletudser  og efterhånden i løbet af sommeren var haletudserne ,så blevet til bittesmå frøer

Rigtig bittesmå

Albert var ikke større end din tommelfingernegl

De små frøer  lignede mest af alt små fluer, når de hoppede rundt i det høje græs

Så en rigtig dejlig sommerdag kom en lille dreng og hans far ud på marken

De skulle samle mælkebøtteblade til deres  kaniner hjemme i farmors have.

De havde en masse plastikposer med og de plukkede løs af de store grønne saftige mælkebøtteblade

Men Albert og hans lillebror havde netop sat sig på et af de store grønne blade

Den lille dreng så slet ikke Albert , fordi han var så lille

Han plukkede bare løs, mens han snakkede med sin far

Og derfor svævede Albert pludselig højt oppe over græsset

Sæt mig ned ,kvækkede han forskrækket, men der var jo ingen ,der hørte hans lillebitte stemme

Derfor blev han proppet ned i en plastikpose sammen med en masse våde mælkebøtteblade

Det var en dag som Albert ikke så gerne huskede tilbage på

Posen blev lukket sammen over hovedet på han og snart  efter gik det afsted i bil

Albert troede, at  nu skulle han dø

Bilen raslede hen ad en grusvej

 Posen med mælkebøttebladene klemte fast omkring ham

Albert lukkede forskrækket de små øjne fast i

Så stoppede bilen pludseligt og poserne blev taget ud og åbnet og et kort øjeblik senere befandt Albert sig i et kaninbur ved siden af en stor kanin, som gumlede løs af mælkebøttebladene

Du kan tro nej, mumlede Albert og så hoppede han ud af buret og ned på græsplænen

Her i græsset var der lige så klamt og rart som der, hvor han kom fra

 Så Albert følte sig hurtigt godt tilpas i det nye omgivelser

Så, da han var kommet sig over forskrækkelsen , besluttede han sig for at blive  ,hvor han nu var

Han fandt et godt sted i halvmørket under den gule tusindstråle og han fik snart nye venner

Albert var jo en rigtig pæn lille frø og mange  af de små frødamer i haven lagde vejen forbi Tusindstråleskoven for bare at få et glimt af ham.

men Albert var slet ikke til piger

Endnu da

Han var så tilfreds i sit nye hjem og han glædede sig over de mange fluer, som sværmede i haven.

De kunne godt lide stedet ,fordi kaninerne var her

Den varme kaningødning  var et godt sted at lade fluelarverne klække og de voksede sig hurtigt store og tykke  og så blev de til flere fluer

Mange af dem endte i naven på Albert og de andre frøer ,så det var også et godt sted at være for en lille frø

 Albert hyggede sig rigtigt

Kun en enkelt ting bekymrede ham

hopperiet

Albert var ikke god til at springe

Men oppe ved huset boede mærkelige   dyr  med pels på og de hoppede kæmpehøjt

Albert havde kikket på dem dag for dag

de hoppede og de hoppede,  selv de små af slagsen kunne springe højere  og længere end Albert

Hvad er det dog for nogle, mumlede han og så gav han et forsigtigt hop  til siden

frøer med pels på

Det havde han da aldrig set før

Hop ,hop

De små pelsdyr hoppede og hoppede helt uden besvær

Albert måbede

Selv når han gjorde sig virkelig umage, så kunne han ikke hoppe halvt så højt som dem

De hedder altså kaniner ,var der pludselig nogen, der sagde bag Albert og han snurrede forskrækket rundt

Lige bag ham sad en af de store røde skovsnegle

dens lange følehorn bevægede sig frem og tilbage, mens den talte

Kaniner ,sagde jeg, kaniner

Lisbet har masser af dem

hun fodrer og leger og kæler  med dem

Jamen de hopper jo,  sagde Albert forbløffet

meget bedre end mig

Det hedder jeg, rettede skovsneglen

Hvad ,gispede Albert

kan du også hoppe,  det vidste jeg ikke

hvordan gør du det?

Nej nej

Skovsneglen så helt forskrækket ud, jeg hopper ikke ,jeg kravler  og endda ganske langsomt, tilføjede den helt trist

Alting går så langsomt ,så langsomt

med mig går alting ganske langsomt

Jamen, du sagde  jeg

blev Albert stædigt ved

Jeg sagde: de hopper bedre end mig og så sagde du end jeg ????

Jamen, det hedder det, forklarede den røde skovsnegl

Du sagde end mig og det hedder, end jeg

Jamen,

Nu opgav Albert at tale med skovsneglen

det blev alt for indviklet

Han vendte ryggen til den og skovsneglen sukkede,

Jamen ,så glider jeg ,sagde den  langsomt og tak for samtalen

Så gled den videre og efterlod et langt  slimspor, der hvor den havde gledet

Albert kikkede efter sneglen og rystede på hovedet,

det var da godt, at han ikke var en snegl

Tænk

bare at glide langsomt omkring og lave slimspor

Heldigvis

Han var en frø og frøer laver ikke slimspor og de glider heller ikke

De hopper , altså de fleste af dem gør!

så hvad nu ?

Nu kom en masse af de der små kaniner hoppende oppe på Lisbets terrasse

De snakkede ikke ,men de vrikkede så sjovt med næsen  ,lige som om de snakkede med hinanden med næserne

De havde fire små ben ,som de gik/løb med og ind imellem  så gik det virkelig hurtigt

Albert lagde hovedet på siden

hvordan gjorde de dog?

Det var ligesom om de havde raketter på

Vupti og så for de  omkring imellem hinanden - og benene ???

Det var lige som om de brugte benene to af gangen.

Se nu der,' hop, hop, sagde det

En lille kanin  hoppede højt op i luften og så fo'r den omkring mellem de andre

Det så ud til at være sjovt ,det der

Albert kravlede forsigtigt nærmere

Nårh, sådan

Først de bagerste  ben og så lidt dem ,der var forrest

Albert forsøgte, men han faldt bums på

maven

Klask ,klask ,sagde det og kaninerne holdt op med at lege og de stimlede sammen henne ved lågen ned til haven

De små næser vrikkede og de små ører vendte og drejede sig

Albert valgte først at lade som om han ikke så dem,

det var  da alt for pinligt at ligge der ,fladt på maven og det havde sagt klask

Han havde vist også tisset en     lille bitte  tår , da han var klasket ned

Uf ,hvor var det pinligt altså

De små kaniner undrede sig

Hvad var det dog for en ,den der,  der lige havde sagt klask

Kan du slet ikke springe ,spurgte de små kaniner, hvor er det synd for dig ,altså

Hvem mig ?sagde Albert

Han rejste sig op og forsøgte at se ud som om der ikke var sket spor

Jeg kan da sagtens springe, jeg har bare ikke rigtig lyst til det lige nu

Kaninbørnene skubbede til hinanden

Nå ,sagde den største af dem

Så spring og vis os, at du kan

næh, sagde Albert, jeg gider ikke og så kravlede han forsigtigt væk fra terrassen

Albert skammede sig, han gemte sig under bladene i tusindstråleskoven

Hvor var det flovt

tænk ,at de små kaniner havde set ham ligge der, sådan plask

og han havde også tisset en pyt

uha ,det ville vare længe for ham at glemme denne dag

Hvordan gik det så, spurgte skovsneglen, der kom glidende langsomt forbi

fik du så lært at hoppe ?

Albert rystede på hovedet  og så den anden vej

det var alt for slemt at tale om lige nu

Gik det?

blev skovsneglen ved,  mens den gled videre

Albert rystede bedrøvet på hovedet

næh ,sagde han jeg faldt og jeg tissede også mig selv på maven

tissede du ,sagde sneglen forbavset

hvorfor gjorde du det?

sådan gør man da ikke, når man skal lære at hoppe

det ved jeg da godt, mumlede Albert, men  det kom jeg til

Hm

sneglen trak følehornene  frem og tilbage, så sagde den,

du skulle  ikke have tisset ,det er da flovt

det ved jeg virkelig godt ,vrissede Albert

jeg gider ikke snakke mere om det,  ikke lige nu

nå ,er du sur, sagde skovsneglen, jamen så glider jeg bare  igen

farvel

så gled den videre og Albert så med væmmelse på det brede slimspor ,den efterlod

den var altså ulækker, den snegl, det var altså væmmeligt at se på

slasket og slimet var det

slimsporene fandtes overalt i Tusindstråleskoven

der var mange snegle i Lisbets have

når haven var frodig og grøn og fugtig, så tiltrak den snegle

Lisbet samlede sneglene sammen morgen og aften, det havde Albert selv set ,men der var alligevel mange  ,som ikke blev fanget .

Netop nu samlede de sidste snegle sig i Tusindstråleskoven om et æble, som et barn havde smidt derind

Der var rigtig mange røde snegle samlet om æblet og snart ville det være helt spist

På en måde var sneglene Tusindstråleskovens skraldemænd

de ryddede op i alt ,som blev efterladt af børnene, som kom her og de ryddede op i alle de grøntsager ,som Lisbet tabte, når hun fodrede kaninerne

Hun tabte somme tider en tomat eller et salathoved  eller to og så kom der straks en snegl eller to glidende for at rydde op

På den måde var sneglene udmærkede ,men de var alligevel ulækre .

Albert trask vejret dybt og sukkede

nu skulle det der hopperi læres ,det var vigtigt for ham .

hvis han nu blev nede i Tusindstråleskoven  og øvede sig, så gjorde det jo ikke så meget, hvis han faldt igen.

Albert så sig forsigtigt omkring

Der var ingen snegl eller frø i sigte

nu skulle det være

Albert tog tilløb

et vældigt langt et og satte så af

hoooooop, plaaaaaask ,sagde det og der lå han så igen

bums

næ ,altså om igen

nyt tilløb og afsæt med begge fødder, hov, han gjorde det.

Han hoppede, han fløj nærmest igennem luften og så landede han -lige i sneglens slimspor

plask igen

nu blev Albert vred på sig selv

Han kunne hoppe, ja, han fløj nærmest og så lige ned i sneglens slimspor

han følte forsigtigt efter på sin mave

øv øv, slim  og atter slim

altså

jeg går et andet sted hen ,besluttede Albert, jeg kravler op på terrassen til kaninerne

 De laver da ikke slimspor ,som man kan glide i.

kaninerne var der selvfølgelig ,men  det var da bedre end snegle-slim-spor

Der var ikke langt op til terrassen

Set med menneske øjne var der måske bare to skridt , men for en lillebitte frø var vejen bare enorm lang

Albert syntes ,at han kravlede og kravlede  i en hel time, men nu var han der endelig.

Petter Bagbo havde bygget en ny trappe til Lisbet i går.

Den var lang og flad, sådan som Lisbet ville have den og den var nem for Albert at kravle op ad

nu var han oppe og kunne se ind gennem lågens tremmer ,ind til de små kaniner ,som legede med hinanden derinde..

De hoppede og sprang og det så rigtig nemt ud

Albert sukkede

nemt

hvordan havde de lært det?

En lille lysebrun kanin med masser af pels, stak pludselig hovedet helt hen til lågen.

Davs ,sagde den, hvad er du for en?

er du farlig?

kan du spises?

vil du lege ?

Albert rystede på hovedet

jeg kan ikke spises, sagde han surt,  jeg er en frø

han kikkede på kaninen

kan du lære mig at hoppe ?

det ved jeg da ikke, sagde den lille lysebrune kanin, for jeg gør det bare

se lige her, sagde den, og så gjorde den et vældigt hop lige op i luften og landede på alle fire ben lige ved Albert, sådan gør jeg bare, sagde den tilfreds

sådan

det er da nemt nok

kom du bare herind og prøv sammen med mig

Albert kravlede forsigtigt ind gennem tremmerne på lågen og stod nu inde på terrassen  mellem de hoppende kaninbørn

jeg hedder Ninus, sagde hans lysebrune kaninven og jeg er en pige ,hvad hedder du?

Albert ,sagde Albert nervøst

hør lige her, jeg er faktisk bange for at dine venner tramper på mig ,når de hopper sådan ,der er så mange af dem

de gør de da ikke, sagde Ninus, de er da ligeglade med dig

de leger bare

pas dog lige på ,skreg Albert

en lille hvid kanin kom farende lige imod ham og Albert gjorde et vældigt hop  til siden ,for ikke at blive trådt ned

pas dog på ,dit store pelsdyr,

 den hvide kanin vendte sig forbavset og kom tilbage

hvem i alverden er du? sagde den forbavset

er du en kanin?

og hvorfor har du ingen pels?

jeg er en frø, råbte Albert fornærmet ,jeg er en frø og du er en stor dum bunke pels ,som ikke kan se sig for

hov hov, små slag ,sagde kaninen og kom nærmere, hvor kommer du fra ?

det var lige som om den slet ikke havde hørt, hvad Albert råbte til den

hvem er du sammen med   og hvor kommer du fra?

jeg er sammen med Ninus, mumlede Albert  surt og jeg kommer fra Tusindstråleskoven og jeg er en frø og jeg vil gerne lære at hoppe, for det skal frøer kunne og jeg kan ikke finde ud af det .

han standsede op helt forpustet over den lange remse

hoppe, den hvide kanin så forbavset på ham

jamen ,det gjorde du da lige før, da jeg kom

det var et vældig hop ,for resten ,tilføjede han

hoppede, hoppede jeg, gjorde jeg ,stammede Albert

alle de små kaniner havde nu samlet sig rundt omkring ham og de nikkede ivrigt allesammen

det er altså rigtigt ,sagde Ninus

du hoppede lige før, da snebold kom hoppende imod dig

jeg tror, at du blev bange for ham og så gav du et mægtigt hop ,meget højere end det vi kan , prøv lige igen.

jeg kan altså ikke hoppe ,sagde Albert

 mens han så sig om i kredsen

den hvide kanin ,som hed snebold ,mimrede så hans lille snude vippede fra side til side

du gjorde det altså lige før, men måske jeg  skal sige bøh til dig ,for at få dig til at gøre det igen

den hoppede pludselig et lille sidelæns rejehop og landede lige ved siden af Albert

lad være ,sagde Albert fornærmet

jeg er ikke bange for dig

nå ikke ,sagde snebold ,jamen så hop dog

Albert strakte sine lange bagben helt ud for at gøre dem parat  til hoppet

kaninerne gispede og Snebold sagde imponeret

det var ellers nogle flotte bagben

prøv dem så

ja ,ja, mumlede Albert

han var rigtig tilfreds  med at kaninerne beundrede hans bagben, men han tvivlede stadig på ,at de kunne bruges.

så foldede han dem sammen og stødte dem imod gulvet.

så nu skulle det være.

og så

han hoppede, ja, han fløj næsten gennem luften, langt hen over hovedet på de små kaniner  ,fløj han .

han landede faktisk helt henne i den anden ende af terrassen og på benene ,ikke på maven

Albert var helt  svimmel af lykke

han kunne jo hoppe og bedre end kaninerne

han kunne .

han vendte om og hoppede tilbage , men han var nok blevet for ivrig  ,for hans spring tog en forkert retning og han landede på ryggen af Ninus , som forskrækket spjættede ud,

så blev Albert  puffet væk og han endte på ryggen midt på terrassen og sandelig om han ikke også tissede en lille tår

øv

Albert rejste sig og rystede sig så savsmuldet og kaninprutter fløj til alle sider

Undskyld, mumlede han bedrøvet

jeg sigtede bare forkert

ja, det må du nok sige, at du gjorde ,sagde snebold, men du skal nok bare øve dig noget mere

for det er altså nogle flotte hop ,du laver

jeg har aldrig set noget lignende

du er så lille og du hopper meget højere end os

er det rigtigt ,sagde Albert ,,,,

han var både stolt og smigret

ja, jeg skal nok bare øve mig

snebold nikkede

nemlig, sagde han, det skal du bare

du skulle tage og blive heroppe og lege med os

jo tak ,sagde Albert mens han skævede ned fra terrassen til tusindstråleskoven, men jeg skal vist hjem

 jeg har en vigtig aftale dernede

kaninerne virrede med deres store hoveder

en vigtig aftale

hvad er det for noget?

det er

Albert tænkte sig om et øjeblik, så sagde han ,det er, når der er en, som man skal møde

Nå, sådan, kaninerne mimrede glade med deres små snuder 'lige som, når Lisbet kommer med mad til os

det er vigtigt.

Albert standsede midt i forspringet til et kæmpehop

han troede altså ikke ,at han havde hørt rigtigt

var der nogen ,der kom med maden til kaninerne

hvem var  det ,der gjorde den slags

en stor kanin måske ?

Men nu rumsterede det henne ved døren til terrassen og ud kom et kæmpe menneske

Albert flygtede forskrækket hen i det fjerneste hjørne af terrassen

det var godt, at han havde lært at hoppe

for det fik han brug for nu

hop hop, og så var han der

men de små kaniner var vist slet ikke bange for det store menneske

de hoppede rundt omkring hende

og hvad var det?

hun delte mad ud til dem

Albert var forbavset

han havde ellers hørt, lige fra han var lille haletudse ,at mennesker skulle man holde sig fra

mennesket her virkede slet ikke spor farligt

hun delte mad ud til kaninerne og hun kælede dem endda

ja, nogle af dem samle,de hun ligefrem op og kælede dem

og de så ud som om, de godt kunne lide det

Alfred undrede sig over det, han så, men han var nu ikke modig nok til selv at prøve

lige der hvor han sad i sin krog af terrassen , var der et lillebitte hul i hegnet

lige netop stort nok til at en lille frø kunne komme igennem

Albert pressede sig forsigtigt igennem hullet og et øjeblik efter stod han i tusindstråleskoven

Ah, hjemme igen

de store blade nåede op over hovedet på Albert og slimsporene fra de røde snegle krydsede hinanden og viste i alle retninger

her var køligt  og fugtigt lige som en lille frø som Albert kunne lide det

og nu kunne han hoppe

Albert satte i et kæmpehop

hov

hoppet var så højt, at hans lille krop blev løftet højt op over de grønne blade i tusindstråleskoven

og så dumpede han ned et helt fremmed sted

Albert hoppede og hoppede

dette her var livet

hver gang han landede ,var han et nyt og spændende sted

ikke noget med at lande på maven i sneglens slimspor mere

næh nej.

han landede hver gang sikkert på sine lange bagben

Albert strakte  dem og så beundrende på dem

flotte ben ,han havde

og lange

hvor var han glad og tilfreds

nu ville pigefrøerne nok gerne være sammen med ham

flotte fyr ,mumlede tilfreds og satte af i endnu et

kæmpehop

men denne gang blev hoppet for langt

og Albert landede udenfor tusindstråleskovens område

I bunden af Lisbets have stod grundvandet i denne våde sommer meget højt

Albert landede  ikke lige så flot og lækkert ,som han havde gjort de andre gange ,for han landede med et vældigt pjask i det koldeste vand

øv ,det så ikke særlig elegant ud, men egentlig da han havde vænnet sig til det kolde vand, så var det egentlig temmelig fedt at flyde rundt i det

Albert prøvede forsigtigt at sparke med de lange bagben og nu opdagede han til sin forbløffelse, at  dette her kunne han også.

han kunne svømme

han kunne vist alting i dag

Albert var meget tilfreds med sig selv

han opdagede hele tiden noget nyt, som han kunne

han kunne både hoppe og svømme i dag

to ting på samme dag

Albert svømmede tilfreds rundt i det is-kolde vand

han frøs slet ikke, men han blev langsommere og langsommere i sine bevægelser

nu er det sådan ,at frøer ikke har varme i deres krop ligesom du har

de har nærmest den temperatur som vejret eller vandet har

og da Albert havde svømmet længe i  det kolde vand ,så kom han jo slet ikke til at fryse, men han blev jo koldere og koldere i sin krop

og langsommere blev han også

til sidst gik han helt i stå

han sov vist med åbne øjne

hans lange svømmeben var strakt ud til siden, men Albert sov .

det var ikke så godt

nu lå han der lige midt i vandet og oppe i luften svævede en stor fiskehejre rundt og rundt

den boede i søerne ikke langt fra Lisbets have og nu var den på udkik efter frokostmad

og så fik den øje på Albert ,som jo bare flød rundt omkring

lidt forbavset blev den jo nok, for den plejede ikke at finde frøer i Lisbets have i vandpytterne

frøerne gemte sig jo altid i tusindstråleskoven ,når den kom forbi.

men denne her frø den lå nærmest frit fremme lige parat til at spise  til frokost for en sulten fiskehejre

fiskehejren dykkede forsigtigt ned  for at se nærmere på sagen

jo, ganske rigtigt

det var en frø ,som lå lige der midt i vandpytten

den rørte ganske lidt på det ene bagben ellers var der ikke  meget liv i den

mon den var syg?

fiskehejren brød sig ikke om at få ondt i maven af at spise  en syg frø ,så den landede i tusindstråleskoven og spadserede derfra på sine lange ben nærmere og nærmere til vandpytten, hvor Albert lå og sov.

De små kaniner på terrassen havde jo bemærket den store fiskehejre, da den kom flyvende og landede i Lisbets have og nu stimlede de forskrækket sammen ved lågen og kikkede ned i haven

den er ude efter Albert, gispede en sort kanin

den vil spise ham

åh nej, jamrede snebold

Den væmmelige fyr

vi må da gøre noget

hvad vil du gøre, spurgte den sorte kanin

vi er lukket inde heroppe

vi kan ikke hjælpe Albert

jo ,vi kan ,sagde snebold og hun bed i snoren ,som holdt lågen lukket.

kom her og bid snoren over, vi må ned i haven og hjælpe Albert

jamen ,vi må da ikke gå derned alene, sagde en lillebitte lysebrun kanin.

Lisbet har jo sat snoren på, fordi vi ikke må løbe rundt i haven alene

vrøvl ,sagde den sorte kanin

kom nu bare her og brug dine tænder

vi skal hjælpe Albert

hvis du er bange  for at gå derned ,så kan du jo bare blive her men hjælp os nu med snoren

fiskehejren var nu frygtelig nær ved Albert og kaninerne gnavede og gnavede, det bedste de kunne med deres skarpe fortænder

kom så, kom nu, mumlede snebold med munden fuld af snor

kom nu

endelig var snoren gnavet over og lågen gik op

det var da også i allersidste øjeblik ,for fiskehejren stod allerede med benene i vand  og næbbet åbent parat til at snuppe Albert  og sluge ham i en mundfuld

men nu kom alle de små kaniner stormende

væk, væk med dig, råbte de ,væk med dig fra vores ven

snebold stampede i vandpytten, så vandet sprøjtede til alle sider

fiskehejren blev forskrækket

over at møde så mange kaniner på en gang

den spredte de store vinger ud og flygtede og snart var den bare en lille prik mod den skyede himmel

hurra, råbte snebold, det lykkedes

den sorte kanin fiskede den sovende Albert op af vandet og så bekymret på ham

jamen, hvad er der egentlig i vejen med ham

hvorfor springer han ikke sin vej, når fiskehejren kommer

er han død eller hvad

snebold puffede til Albert

uh ,hvor er han kold, sagde hun

vi flytter ham, lige ud i solen

kom her

alle de små kaniner masede med Albert, som bare lå der helt våd og slatten

men det er svært at flytte en våd og slatten frø, som hele tiden glider væk

så læg jer rundt om ham, kommanderede  den sorte kanin,

vores pels og vores varme skal hjælpe ham

alle de små kaniner klumpede sig nu sammen omkring den kolde albert og kort tid efter begyndte varmen at vende tilbage i hans  lille krop og han rørte på sig

pas på ,råbte en lille grå kanin

pas på

han sparker

og sandelig om ikke Alberts ene ben helt af sig selv begyndte at sparke

spark ,spark ,sagde det

hvorfor gør han det ,sagde snebold

er han død med et  ben der sparker eller hvad

han er levende ,sagde den sorte, han fryser bare

kom nu og varm ham mere

kaninerne klumpede sig sammen rundt om og ovenpå Albert

og så lå de bare helt stille der i solen

og varmen vendte ganske rigtigt tilbage i albert

han sparkede med benene og prustede´

I maser mig jo

flyt jer dog

jamen, vi varmer dig, sagde snebold ,vi varmer dig bare

er du ikke død mere?

hvaffor noget sludder, prustede Albert

jeg er ikke spor død

så flyt jer dog

kaninerne flyttede sig en smule, så de kunne se Albert

går det bedre nu, spurgte den sorte

hvad skete der dog ,du var lige ved at blive spist af fiskehejren.

hvad for en hejre, vrissede Albert, kan I ikke bare lade mig være i fred

der var nu en fiskehejre ,sagde snebold bestemt ,den  var lige ved at spise dig og du lå bare i vandet og var helt død og så bed vi snoren over og løb ned og gjorde den bange og så fløj den sin vej  og så tog vi dig op af vandet og varmede dig levende igen

Albert så forskrækket rundt i kredsen af de små kaniner

deres små snuder vrikkede fra side til side og de så glade ud

har du det så bedre nu ,spurgte den lille grå

vi troede næsten ,at du var død ,fordi du lå helt stille ude i vandet

vandet

Albert rynkede panden

jeg kan slet ikke huske det ,jo vent nu lidt, jeg hoppede og så faldt jeg i vandet og så kan jeg ikke huske mere

jamen ,så har I jo reddet mit liv

den sorte kanin hostede genert

ja ,det har vi vist, sagde den, men nu er det jo overstået og så må vi hellere skynde os op på terrassen inden  at Lisbet opdager ,at vi har været i haven alene

tak skal I have ,råbte Albert efter dem , men de små kaniner hørte det vist slet ikke, for Lisbet stod på terrassen med en stor madskål og hun så forskrækket ned i haven ,hvorfra kaninerne kom løbende

hvad laver I dog dernede ,sagde hun

det er farligt at løbe rundt dernede  ,der kunne jo komme en stor hund eller kat og bide jer

hvordan  er det dog gået til ,at I er kommet derned

nu fik hun øje på snoren ,som kaninerne havde bidt i stykker.

den hang stadig på lågen og dinglede i blæsten

nå sådan, sagde hun ,små kaniner har skarpe tænder

det må jeg sige .

så kommer der en jernkæde på ,den kan. I ikke bide over, kan I så komme og få mad

uhm, mad

de små kaniner myldrede op til Lisbet og snart var de allesammen samler rundt om madskålen

det vil sige -----der manglede nu en

den lille grå var blevet nede i haven sammen med Albert

og Lisbet opdagede det ikke en gang

de små kaniner var jo mange ( mindst 10) og lige nu stod de tæt omkring madskålen og guffede brød i sig

det var først ,da alle var blevet mætte ,at snebold pludselig sagde:

åh nej