I dag er det den allersidste dag i året . Det er frostvejr og det er fuldmåne om natten ,så det er helt lyst.
I aften skal vi se alt det der 'bang bang' sammen med mor ude på terrassen .
Der kom noget bang i går aftes ,men det gjorde slet ikke noget .
I går aftes havde vi gæster. Det var Jacob og Pernille og deres hund. Det er en hundepige.
Den er bange for bang og derfor kunne den ikke være alene hjemme.
Det var nu godt, at den kom med ,for den var rigtig sød. Den hedder Molly.
Den har sådan noget pandehår, som dumper ned i øjnene på den . Den er sort og grå og den ville gerne lege med Vimmer.
Så var vi tre hunde . Vi fik gnaveben og tyggeben og hoppede ud og ind af lemmen en masse gange .
Til sidst lærte Mollys far den at hoppe med. Det var sjovt.
De skulle først hjem, da det var helt mørkt.
Jeg vil ønske at de kommer igen en anden dag .
Jacob kunne jeg godt huske .Han besøgte mig, da jeg var lille, men da var jeg bange for ham. Det er jeg da ikke nu og Vimmer slikkede ham i ansigtet,
Pernille er så sød, så sød. Hun har sådan en blød stemme ,så hun er god at snakke med.
Vimmer og Molly snakkede en masse sammen .
På et tidspunkt gemte Vimmer sig under sofaen og 'vuffede' af Molly.Det så sjovt ud, fordi der er sådan nogle frynser på sofaen og dem fik Vimmer på hovedet, så man kunne kun lige se hendes snude og så frynserne ,der havde lagt sig mellem hendes ører.
Til sidst tænkte jeg ,at jeg måske var helt til overs, for det var hele tiden de to ,der snakkede sammen, men så fandt jeg ud af ,at jeg bare skulle blande mig. jeg måtte godt være med.
Nu er jeg den største af os tre.
Molly er den ældste ,men jeg er en lille smule større og det er jeg stolt af .
Jeg var en lille smule flov over, at jeg ikke var blevet børstet ,inden de kom, men pyt. jeg tror, at de var ligeglade med det .
Da de var kørt hjem i mørket, løb jeg ud i haven og gøede en hel masse for at fortælle, at nu var det mig, der bestemte igen.
Vimmer fulgte bare med og sagde nogle små 'vuffer.'
Hun er jo bare lille bitte .
Nu har vi snart brugt hele denne her måned op. I morgen er det nytårs aften og så skal det sige Bum
Vi har prøvet det der bum i går, da vi var ude at gå tur. Lige pludselig ,så sagde det et højt bum ,men det holdt op igen.
Mor siger, at hvis vi bliver bange i morgen, så går vi bare i seng og trækker dynen op over hovedet på os og leger hundehule.
det bliver skægt.
Mor skal have en ny kalender.
Vi har købt den ,så det hele er parat.
I aften kommer Jacob og Pernille.
De har ikke set Vimmer før, så det bliver sikkert det sædvanlige.
Næh ,hvor er hun sød.
Det er hun altså også ,men somme tider er hun mærkelig.
I morges, da jeg vågnede, lå hun og suttede mig på maven.JEG VAR HELT VÅD!!
Hvorfor gør hun nu det??
Mor siger, at det er måske, fordi hun har drømt om sin mor ,som hun suttede på ,da hun var lille .
Hm
Jeg skal da ikke være sutteklud.Men det var mærkeligt.Jeg er helt øm.
I dag er det onsdag og skraldemanden har lige været her. Det var godt ,for vores skraldespand var propfuld.
jeg var ikke nede for at hilse på ham ,for det var en fremmed bil og sikkert ikke ham ,jeg kender,så vi ventede lige med morgentur i haven, til han var kørt.
Vimmer sagde en masse små vuffer ,men mor holdt hende og kløede hende på maven ,så holdt hun op.
I går spiste vi hønsemad med ris til. Det smagte godt, men det var nu alligevel mærkeligt ,at spise den høne, som vi var kommet til at hapse.
Det var jo ikke med vilje ,men det er altså svært at lade være ,når de dumme høns vader rundt i haven lige for næsen af e'n.
Forresten, da vi gik tur i går og var på vej hjem på vores egen vej ,så hoppede der pludselig et kæmpestort fremmed dyr ud fra en af haverne. Ih, hvor blev jeg bange.Jeg gøede og gøede og det hoppede videre på den anden side af vejen.
Det var et rå-dyr .
De går somme tider ude i haven og så vil jeg altså ikke være derude.
De er for store.
Mor siger ,at de løber ind fra marken og gemmer sig hos os ,fordi jægerne vil skyde dem og spise dem.
Det er da væmmeligt. De gør ikke noget.De hopper bare videre , så jeg burde egentlig ikke være bange for dem .
Jeg sladrer i hvert tilfælde ikke til jægeren om, at de gemmer sig hos os .
Så ,nu står juletræet ude på terrassen og alle nisserne er væk.
Det er lige som om der er blevet meget mere plads inde i stuen til at lege på.
Men det var sjovt i går .
For alting skulle jo i poser og æsker og vi kravlede rundt i det hele.
Til sidst sagde mor ,at hvis ikke vi passede på, så blev vi pakket ned sammen med alle juletingene og så blev vi først taget frem næste år.
Så løb vi ind i Jesper og Lucas værelse og legede videre .
Jeg er god til at åbne døre, men denne her dør, den lukker den forkerte vej, så jeg fik den til at lukke og så kunne vi jo ikke komme ud.
Til sidst så gøede vi begge to og så kom mor.
Hun kan lukke døre op, selv om døren lukker den forkerte vej.
Mor laver en lille ny leg med Vimmer.
Hun siger miauw lige som Linda's kat og så lægger hun hovedet på siden.Så lægger Vimmer også hovedet på siden . Hun stritter med ørerne og tilsidst løber hun hen til mor og skal kæles.
Det er deres leg.
Den legede jeg ,da jeg var lille ,det gider jeg ikke mere .
jeg kan bedre lide den, der hedder: kom så ,og så rækker hun armene frem og så farer jeg lige i favnen på hende.
Det er dejligt.
Om aftenen når jeg ligger i sofaen sammen med hende ,så tager hun kammen og børsten og så ordner hun min pels.
Egentlig skulle jeg til frisøren, men vi synes begge to ,at jeg er så smuk med den lange pels, så vi venter lidt endnu
Vimmer kan også godt lide børsten, men det er fordi ,hun kan lide at bide i den .
Hun vil bide i alting.
Hendes små skarpe tænder klør.
De skal snart falde ud, så hun får flotte tænder ligesom mine.
Jeg har fået en tandbørste i julegave.Jeg har prøvet den .
Det er da ok, når mor gør det ,for hun kæler mig imens.
Vimmer fik en hundeseng i julegave,den er lille bitte og hun kan kun bruge den ,hvis hun krøller sig helt sammen ,men hun elsker den og sover tit i den .Ellers så sover hun i min seng eller pladask på gulvet foran ovnen.
Vores julekaktus er sprunget ud. Den står i musikstuen, hvor der ikke er så varmt ,men i dag vil vi have den ind i stuen i vindueskarmen, så vi kan se på den .
Den er meget flot. Rød og lyserød.
Der er en til,den har knopper.
Den er meget lyserød.
Mor har fortalt, at den havde blomster sidste jul og nu har den stået i udestuen og tænkt sig om, så nu vil den have blomster igen.
Tænk at blomster kan sådan ???
Mor har en mus.
Altså en computermus.
Den er død,derfor skal vi finde en anden mus i dag .
Hun har en til ,men hun har gemt den så godt ,at hun kan ikke huske, hvor den er.
En computermus lugter ikke ,så jeg kan ikke finde den til hende.
Desværre .
Jeg ville ellers gerne hjælpe.
Vimmer vejer 3,4 kg.
Hun er snart en stor pige.
Så i dag er det rigtig jul ,siger mor.
jeg synes nu ikke,at det ser spor anderledes ud end det har gjort alle de andre dage.
Verden er hvid og det sner igen.
Vi skal skrabe sne.
Det er lige så sjovt ,som når hun ' koster' Navnlig, hvis man kan nå at sidde på skovlen, så smider hun sne og mig eller Vimmer ud i al sneen .
I dag skal vi lave en snemand.
Det har jeg ikke prøvet før.
Den skal stå nede i haven og have en nissehue på.
Sådan noget gør man, når det er jul.
Juleaften havde vi jo i forgårs, så i aften skal vi bare hygge os rigtigt.
Det glæder jeg mig til.
Mor har købt en masse røde juleblomster, de skal sættes alle mulige vegne.
Det bliver nok flot.
I aften skal vi på nettet til en masse fremmede lande og se ,hvordan de fejrer jul.
Alle julemadderne er solgt og mor syntes ,at det har været så sjovt ,at vi skal have ællinger til foråret igen.
Jeg elsker ællinger , de er så søde.
I går aftes var der en mus ,der løb rundt inde i væggen, da vi skulle sove.
Den skal også have julemad.
Det er sådan nogle røde korn, som jeg ikke må spise.
De er kun til musene .
Det gør nu heller ikke noget, for jeg er ikke så vild med korn.
Hønsene skal have havregrød og majs korn.
Det kan de godt lide,og vi skal strø halm på broen, for nu er den glat.
Det er 'næsten' tøvejr i dag,så virker vaskemaskinen måske.
Vi har en masse vasketøj.Mor siger også ,at man ikke må have jul med vasketøj ,der ikke er rent.
Underligt ikke !!
Og så forresten vil vi da ønske alle
en rigtig glædelig jul
fra os tre
Vimmer,mor og mig,Pjevs i Gilleleje
Nu forstår jeg slet ingen ting
I går rodede vi utroligt og mor hev kasser med en masse ting i frem fra pulterrummet.
Noget af det blev hængt op forskellige steder i huset og en masse af det ligger stadig på bordet og flyder .
Så havde hun en stor ting i ovnen der duftede dejligt og sent på eftermiddagen kørte hun til bedstemor Ann og hentede en masse julemad.
Det måtte vi ikke røre og mor satte det ind i Jespers værelse men vi lukkede døren op to gange, fordi det var så spændende .
til sidst måtte mor sætte en stol foran døren, så vi ikke kunne komme til den
Men det mærkeligste var dog ,at hun sent i går aftes pludselig slæbte et træ ind i stuen !!!!!
Det duftede af skov og nedenunder lagde hun et tæppe til os ,så man kan ligge under det .
Møblerne er blevet flyttet rundt for at skaffe plads til det og her ser fremmed ud.
Lige nu leger jeg med lillesøster. Hun tramper på mig og så piver jeg så tramper jeg på hende og så piver hun. Det er en sjov leg.Vi må godt, for mor ved at vi aldrig bliver rigtig uvenner
Lige nu har vi ikke tid til at skrive mere ,for vi skal have gæster i aften og folk kommer også efter deres julemad. Så derfor slutter vi lige nu, men der kommer en masse mere i morgen .
Jeg må sige, at jeg er imponeret.
Så snuppede mor hende og satte hende op i køkkenvasken og jeg glædede mig allerede til at høre hende jamre og hvad gjorde hun så:? hun pjaskede rundt i vandet og drak af det og da så mor kom vandet på ryggen af hende og gnubbede hende med sæbe, så stod hun helt stille .
Bagefter bleb hun jo skyllet og hun så ud som om det hele var sjovt.
Så blev hun rullet i det grønne hunde-håndklæde og mor nuldrede hende. Og hun så stadig glad ud.
jeg kan nu også godt lide at blive nuldret og mor gav mig også en tur ,men bare tanken om at blive badet
ufff
Jeg fik helt respekt for den klille klump pels på fire ben.
Hun er stadig ikke blevet til en hund, men hun tager på.
Efter at hun er blevet vasket, så stritter hendes pels mere og begynder at ligne en rigtig pels. Det er spændende, om hun kommer til at ligne mig.
I går rensede vi andehuset .
Det var sjovt.
Ænderne havde trampet halmen sammen, så man kunne tage det ud i store plader.
Mor smed det ud i hønsegården og hønsene gik og rodede i det .
Senere fik de rent vand i badekarret og nu er der fint derude.
Til gengæld var mor så snavset, at hun tog alt tøjet af ovre i badeværelset og puttede det i vaskemaskinen .
Så badede hun i det kolde vand.
Det er sjovt ,for hun snakker med vandet, når det kommer.
Det er sådan et særligt sprog.
Hun siger uuuuuuuhhhhhh iiiihhhhhh nnneeeeeej
brrrrrrrrr og så springer hun ud på broen for at tørre sig. Så må jeg gerne slikke hende på benene.
Hun smager af sæbe og koldt vand.
Så løber hun ind i huset og findet nyt tøj frem.
Senere gik vi en lang tur ned til vandet .
Vi havde de nye halsbånd på som vi har fået i kalender-gave. De blinker i nogle små lygter på halsbåndet og så sidder der noget der hedder refleks på det .
Det ser smart ud, når vi sådan kommer i mørket og blinker.
Vi fik lov til at have dem på ude i haven ,da vi kom hjem .Man kunne se os hele tiden ,fordi vi blinkede .
Det var en god kalender-gave.
Vi fik en masse ting til at lege med af Laila og Sandra i lørdags. Dem leger vi så meget med, at mor har lagt noget af det gamle legetøj væk.Men vi har alligevel en hel stor balje med legetøj. Det kan man selv tage frem ,når man vil lege med det, men mor rydder det hele op om morgenen ,det kan jeg ikke selv finde ud af .
Vi er blevet vejet.
'Jeg vejer 9 kg
Vimmer vejer 2,5 kg
Seneste kommentarer
16.06 | 07:35
hvorfor kan jeg ikke komme ind og redigere min side,.Jeg kan komme ind og læse den .( jeg har fået ny computer)
den står under musikforsjov.dk
28.12 | 10:29
Jamen, så er det da godt, at I er en dag for langt fremme. Så forsvinder den dag da ikke? Måske er det derfor mor alligevel ikke ringede til moster Sussi i går.
13.12 | 12:21
Kære Holger, jeg synes, du er rigtig god til at skrive vrøvlevers.
01.12 | 09:00